Christiansen & Essenbæk har ansat den tidligere direktør for Brøndby Boligselskab, Jesper Løvkilde, som virksomhedens nye ESG-chef.
Og ambitionerne er store:
Christiansen & Essenbæk skal ikke blot være CO2-neutral, men samlet set afsætte et positivt klimaaftryk, og her bliver Jesper Løvkildes første opgave at igangsætte tiltag, der sikrer, at entreprenøren fremadrettet til enhver tid kan fremvise en ESG-opgørelse herunder virksomhedens CO2-aftryk.
En oversigt, der vil danne grundlag for de videre bæredygtighedsinitiativer, som inkluderer afrapportering efter ESRS-standarderne (European Sustainability Reporting Standards), som skal sikre compliance med EU’s CSRD-direktiv (Corporate Sustainability Reporting Directive).
Kæmper med ESG-krav: Virksomheder mangler grundlæggende forståelse
Desuden, oplyses det, vil den nye ESG-chef fokusere på at effektivisere de ’lavthængende frugter’ som affaldshåndtering, optimering af vognparkens brændstofforbrug og genanvendelse af materialer.
Derudover er det ambitionen at videreudvikle virksomhedens videnscenter, så det bliver et samlingssted for innovation, uddannelse og vidensdeling inden for bæredygtighed:
– Vi har i alle år arbejdet med et helhedssyn omkring sundhed, trivsel, arbejdsmiljø og kompetenceudvikling. At vi nu skal arbejde endnu mere systematisk med ESG ligger kun i naturlig forlængelse heraf, siger adm. direktør Jon Buch.
Stort potentiale
Jesper Løvkildes erfaring spænder fra ledelse, byggeprocesser og tilbudsfaser til strategisk samarbejde med offentlige og private aktører.
Desuden har han en solid forståelse for arbejdet med bæredygtighed på både operationelt og strategisk niveau, og for ham er det afgørende at skabe en kulturændring både internt og eksternt i byggebranchen.
Dansk Beton: Vi skal bygge smartere og med mindre beton
– Vi står over for en udfordring, hvor vækst og bæredygtighed traditionelt har været svære at forene, men det er vores opgave at udvikle løsninger, der gør det muligt. Jeg ser et stort potentiale i, at bæredygtighed bliver et konkurrenceparameter, og jeg tror på, at både offentlige og private kunder fremover vil kræve mere ansvarlige løsninger, siger han.
Christiansen & Essenbæk omsætter for ca. 300 mio. kroner og beskæftiger i dag 150 timelønnede medarbejdere og en stab af 45 funktionærer.
Selskabet ejes 100 % af Murersvendenes Finans.