SMV-pris går til oprørske lærlinge: Meget mere end et krav om penge

Lærlingeoprøret har i to år kæmpet for bedre forhold på erhvervsuddannelserne i Danmark. Med succes. Nu får de oprørske lærlinge årets SMV-pris.
Fire unge lærlinge med beviset på SMV-prisen 2024
Carl Emil Lind Christensen, i midten med det fysiske bevis på SMV-prisen, er initiativtager til Lærlingeoprøret, der på to år har samlet mere end 250 lærlinge og nyuddannede i kampen for bedre forhold.

Lærlingeoprøret har siden starten i 2022 udviklet sig til et nationalt initiativ. Lærlingene kæmper for bedre forhold, for at få stoltheden tilbage i de faglærte fag og ligeværdighed for lærlinge sammenlignet med andre grupper i uddannelsessystemet.

De var trætte af slidt og forældet udstyr samt for dårligt uddannede lærere på erhvervsuddannelserne. 

Siden har mere end 250 lærlinge og nyuddannede skrevet under på, at de støtter oprøret. De har bl.a. samlet flere end 100 eksempler på, hvad eleverne ser som dårlige forhold på erhvervsskolerne.

Pris giver vind i sejlene

Nu har initiativet modtaget årets SMV-pris 2024. Prisen uddeles af Fonden Håndværkets Hus og går til en person, virksomhed eller forening, der har gjort en bemærkelsesværdig indsats for at skabe gode rammer for at etablere, drive og udvikle små og mellemstore virksomheder.

Læs også

Arbejdskraft: Tømrerelever uden læreplads kan nu nemmere blive struktører

Initiativtager til Lærlingeoprøret, Carl Emil Lind Christensen, siger:

– Lærlingeoprøret er meget mere end et krav om penge til vores skoler. Det er også en kulturel kamp imod uddannelsessnobberi i samfundet. Tak for prisen, der giver vind i sejlende til den dagsorden.

Bedre rammer og vilkår

SMV-prisen er en anerkendelse af Lærlingeoprørets utrættelige indsats for at skabe bedre rammer og vilkår for erhvervsuddannelserne i Danmark.

De unge lærlinge har ikke blot udtrykt deres utilfredshed over de eksisterende forhold. De har også aktivt arbejdet for at ændre dem – og det er lykkedes. Siden lærlingeoprørets opstart har regeringen afsat et trecifret millionbeløb til blandt andet kvalitet, bedre udstyr og dygtigere lærere på erhvervsuddannelserne. 

Læs også

Ros til uddannelsesudspil: Et stort skridt i den rigtige retning

Formand for SMVdanmark, Niels Techen, udtaler: 

– Vi er utroligt stolte af at kunne tildele årets SMV-pris til Lærlingeoprøret. Deres arbejde har været en inspiration for os alle og har vist, hvor stor en forskel en gruppe engagerede unge kan gøre. De har været med til at sikre, at der er blevet afsat flere penge til erhvervsuddannelserne og givet lærlinge en stærkere stemme i den offentlige debat. Det er jeg glad for, at vi nu anerkender med denne pris.

SMV-prisen skal motivere andre til at tage initiativ og arbejde for forbedringer. SMVdanmark håber, at prisen vil bidrage til en positiv udvikling inden for erhvervsuddannelserne og opfordrer alle, herunder politikere, erhvervslivet og uddannelsesinstitutioner, til fortsat at forbedre forholdene for erhvervsuddannelserne. 

Relateret indhold