Ni tilbage i kampen om årets Bæredygtige Element

36 bæredygtige ildsjæle, løsninger og samarbejder er barberet ned til 9 nominerede. Kun 3 kan vinde Det Bæredygtige Element, der uddeles på Building Green i København d. 31. oktober.
En stor flok vindere på scenen med blomster og statuetter i træ
Hvem skal på scenen i år? Sidste års vindere - ildsjælen Anne Katrine Harders fra Dansk Arkitekturcenter (nu projektchef i By & Havn), løsningen Nauticon, som Danica Ejendomme, Søren Jensen, Tscherning og Artelia står bag, samt samarbejderne Katrine Østergaard Bang og Birgitte Lindegaard Jensen - samlet på scenen sammen med juryen. Arkivfoto

36 indstille ildsjæle, løsninger og samarbejder var i år indstillet til de tre bæredygtighedspriser, der vanen tro uddeles på Building Green i København. Prisen hylder de personer, produkter og samarbejder, som medvirker til at gøre byggebranchen mere grøn.

Flere af de nominerede har allerede vundet eller været nomineret til f.eks. Renoverprisen, Re:Byg Award, Realdanias innovationskonkurrence The Circular Construction Challenge – Rethink Waste, Årets Arne, Innovationsprisen mv.

Nu har en fagjury bag dette års Bæredygtige Element udvalgt de tre i hver kategori, hvorfra de endelige vindere skal findes. De ni nominerede til Det Bæredygtige Element 2024 – Ildsjælen, Løsningen og Samarbejdet er:

Ildsjælen

Dani Hill Hansen

Dani Hill Hansen arbejder som architect & sustainable design engineer hos Effekt. Hun er indstillet til ’Ildsjælen’ grundet hendes engagerede og visionære arbejde inden for Doughnut for Urban Development og Reduction Roadmap. Hun har været en afgørende faktor i at skabe mere bæredygtige og socialt ansvarlige indsatser i byggebranchen.

Hendes tilgang balancerer økonomisk udvikling med planetære grænser og menneskelige behov, hvilket ikke blot har inspireret branchen, men også har sat konkrete spor i praksis.

Læs også

Reduction Roadmap: Lige nu handler det om at finde sammen i partnerskaber

Dani Hill Hansen er anerkendt for at arbejde utrætteligt for at drive forandring og fremme en bæredygtig fremtid.

Jesper Møgelhøj

Jesper er partner og adm. direktør hos Møgelhøj Arkitekter. Han er indstillet til prisen, fordi han gennem mange år har kæmpet for fornuftige, bæredygtige og fremtidssikrede løsninger gennem alle sine projekter med fokus på holdbarhed, bygbarhed og økonomi.

Læs også

Søger løsninger til bedre indeklima

I den proces har han løbende specialiseret sig for at kunne udfordre de gængse vanetænkte løsninger samt de ingeniører, entreprenører og bygherrer, som ikke har samme erfaringer – og være med til at pege på nye veje frem. Alt sammen med afsæt i de traditionelle byggetraditioner, og med et fokus på at lave grønnere løsninger i en tid med klimakrise.

Jesper er en ildsjæl, som med høj grad af integritet og ærekærhed altid kæmper for de ’rigtige’ løsninger, og altid forsøger at vise vejen for samarbejdspartnere og alle de ansatte på tegnestuen.

August Sørensen

August Sørensen er ingeniør og bæredygtighedsspecialist hos Ekolab ApS og ekstern lektor ved Aarhus Arkitektskole. August er indstillet til prisen ’Ildsjælen’ på baggrund af hans ekstraordinære engagement i bæredygtigt byggeri og hans evne til at gøre en reel forskel inden for feltet. Som uddannet bygningsingeniør og rådgivende ingeniør har August både arbejdet med bæredygtighed i praksis, men også undervist og inspireret fremtidens fagfolk til at tænke og handle bæredygtigt.

Læs også

Afprøver halm, hamp, ler, kalk og træ i rækkehuse i Aalborg

August har gjort en forskel ved bl.a. at udarbejde CO2-reduktionsstrategien for Danmarks største arbejdsplads. Han har udført over 100 LCA-beregninger på mere end 5 mio. m2, og må derfor anses som en af Danmarks mest erfarne LCA-eksperter.

August har på trods af sin unge alder allerede vist sig som et fagligt fyrtårn og et eksempel til efterfølgelse. Hans evne til at arbejde med komplekse metoder som fx konsekvensbaseret LCA gør, at hans projekter leverer håndgribelige bæredygtige resultater, der gør en målbar forskel. Hans evne og lyst til at dele og formidle sikrer at hans ekspertviden ikke tilkommer de få og privilegerede, men de mange.

Løsningen

Næste

Næste er nomineret til ’Løsningen’ for deres succesfulde arbejde med at genbruge og genanvende byggematerialer i sekundært byggeri. De har udviklet en model for genanvendelse af materialer kombineret med social bæredygtighed. Det er de lykkedes med at omsætte til en forretningsmodel på almindelige markedsvilkår.

Læs også

Storproduktion: Arkitekt vil gøre genbrugs-skure til en tocifret millionforretning

Næste viser vejen med en høj grad af genbrug af træ i deres arkitekttegnede skure. Det skaber rum for læring, fællesskaber og forskellige driftsfunktioner som affaldssortering og cykelparkering.

Clevertrack

Clevertrack er nomineret, fordi de tackler et kritisk problem i bygge- og anlægsbranchen; manglende overblik over flådedata, som fører til ineffektiv drift og unødvendige CO2-udledninger.

Læs også

Mindre forbrug på byggepladsen: 3 vindere hyldet for at gå en ekstra mil

Ved at samle flådedata fra forskellige maskiner og køretøjer på én platform, giver Clevertrack virksomhederne et klart overblik over energiforbrug, CO2-aftryk og motortimer. Dette muliggør datadrevet beslutningstagning, der kan reducere unødig tomgang, forlænge maskinernes levetid og minimere brændstof- og vedligeholdelsesomkostninger. Resultatet er en reduktion af både driftsomkostninger og miljøpåvirkning. Disse data gør ligeledes virksomhederne klar til at rapportere på deres flådes CO2-udledning i forbindelse med udbud og ESG-rapportering.

Stark KlimaLog

Starks KlimaLog er nomineret for at bidrage til at reducere byggesektorens belastning af klimaet ved at hjælpe Starks kunder med at skabe et overblik over data, der kan benyttes i bl.a. certificeringsordninger og klimakrav. På samme tid gør værktøjet det meget mere enkelt og effektivt for kunderne at få overblik over data og dokumentation.

Læs også

Transport af byggematerialer skal med i BR25 – Stark er klar

Med få klik laver KlimaLog en samlet rapport over kundernes indkøb. KlimaLog viser bl.a. den totale mængde CO2-udledning på produktniveau på en lang række byggematerialer, andelen af varer med miljø- og indeklimamærker og andelen af certificeret træ. Dokumentationen for et enkelt produkt fylder gerne 20 sider, men med KlimaLog bliver data bearbejdet og kogt ned til én linje med produktets CO2-aftryk.

Samarbejdet

Cirkulær transformation af Tscherninghuset

Samarbejdspartnerne bag den cirkulære transformation af Tscherninghuset er nomineret, fordi de har vist et glimrende eksempel på – og bidrag til – at skalere de cirkulære løsninger og sætte fart på den grønne omstilling.

Læs også

Tscherninghuset vinder Renoverprisen: ”Det kan rent faktisk lade sig gøre”

Løsningen er et bevis på, at det kræver en modig bygherre og dygtige rådgivere, der ikke giver op, når det bliver svært. Mange af de valgte materialer er ikke inden for standarden. Der er løbende stillet skarpt på, hvor vigtigt det er, at lovgivningen understøtter den nødvendige skalering. Dette er i høj grad også blevet udnyttet til at indsamle vigtig erfaring til efterfølgende vidensdeling med branchen.

Gennemførelsen af den ambitiøse cirkulære transformation er udført i et tæt samarbejde mellem bygherre Søren Tscherning og arkitekt My Lunsjö fra 3XN/GXN.

4 til 1 planet

’4 til 1 planet’ er et samarbejde mellem Realdania og Villumfonden. Samarbejdet er indstillet, fordi det understøtter et helt nødvendigt arbejde og har været med til at højne standarden for bæredygtig udvikling i byggebranchen. Fokus på at reducere klimabelastningen gennem bedre og mere bæredygtige byggeprocesser er ikke blot vigtigt. Det er helt essentielt, hvis vi skal opnå vores klimamål.

Det der gør ’4 til 1 planet’ til et forbillede inden for samarbejde er ‘Open Source’-tilgangen og ‘Caring is Sharing’. Ved løbende at dele deres innovationer og den nyeste viden – for eksempel om brandsikkerhed – offentligt og tilgængeligt for hele branchen, skaber de et fundament for kollektiv læring og udvikling.

Læs også

Jagter vildt mål: 9 bygherrer skal reducere CO2-aftrykket med 75 pct.

Denne form for samarbejde, hvor transparens og fælles vidensdeling er i centrum, er ikke bare inspirerende. Det er afgørende for, at vi som samfund kan rykke hurtigt nok til at imødekomme de klimaudfordringer, vi står overfor. Deres model for at dele viden og gøre den frit tilgængelig er et forbilledligt eksempel på, hvordan innovation kan skaleres og blive til gavn for hele sektoren.

Biofacade:UpHigh

Samarbejdsprojektet Biofacade:UpHigh rykker på grænserne for, hvor højt man kan bygge biogene facader i Danmark. Uden brug af kemiske brandhæmmere og sprinkler anlæg. Projektet er et partnerskab mellem Fælledby, NREP, CPH Village, Frøslev Træ og DBI – Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut. Realdania har støttet projektet.

Læs også

22 meter høje huse: Brandtester facader i ubehandlet træ

Det unikke ved projektet er, at det tackler en konkret brandteknisk højdebegrænsning i bygningsreglementet. Med ny viden om materialer og brandspredning i facader via 10 konkrete fuldskala demonstrationsprøvninger, som benyttes i konkrete byggerier som opføres i det virkelige byggeri.

Hver bygherre har i projektet et byggefelt, som skal opføre etagebyggeri med træfacader på op til 4-5 etager med biogene materialer uden brandhæmmer. Indenfor de præaccepterede løsninger er højdegrænsen 1 etage. Projektet medvirker til at realisere arkitektoniske, sociale og økonomisk attraktive byggerier, der opererer indenfor de planetære grænser.

Tidligere vinder i juryen

Fagjuryen, der har bedømt indstillingerne, udvalgt de ni nominerede og som til slut vil kåre årets vindere, består af:

  • Hanne Tine Ring Hansen, Søren Jensen Arkitekter (tidligere vinder af Ildsjælen)
  • Lasse Lind, GXN
  • Lone Feifer, Velux
  • Niels Bjørn, Urban
  • Søren Wandahl, Aarhus Universitet
  • Tina Saaby Madsen, Dansk Byplanlaboratorium

De tre videre bliver hyldet på Building Green København torsdag d. 31. oktober på hovedscenen kl. 12.10.

Relateret indhold