Oversigt: De seneste leads og udbud – uge 39/40

Seneste uges leads og udbud fra 25. september til den 2. oktober tæller blandt andet startredegørelse for lokalplan i København, udbud med forhandling i Aalborg og prækvalifikation i Furesø.
Tre mænd står på en byggeplads i solnedgangen.
Foto: Gettyimages.

Nedenstående liste er et uddrag af de mest relevante leads og udbud for virksomheder i bygge-, anlægs- og ejendomsbranchen – eller beslægtede selskaber.

Listen er hentet fra Lambrecht Info i samarbejde med Byggefakta.

LEADS

Aarhus, godkendelse af lokalplan

Der er indgået en betinget købsaftale på baggrund af et offentligt udbud for en del af det ca. 17.740 m² store område Amtssygehuset. Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af købsaftalen for en del af området. Lokalplanen omfatter også to byggefelter, der endnu ikke er solgt, disse er Portbygningen og Teknikbygningen. Det indstilles at forslag til lokalplanen godkendes til offentlig fremlæggelse.

Aarhus, godkendelse af færdigprojektering

Byrådet godkendte, i august 2023 planer for omdannelsen af Vesterbro torv og omkringliggende gader. Der anmodes derfor nu om anlægsbevilling til ombygning af Vesterbro Torv og tilstødende gader. Det indstilles at byrådet godkender færdigprojektering og udførelse af de i indstillingen nævnte anlægsarbejder.

København, startredegørelse for lokalplan

Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget skal tage stilling til, om der skal udarbejdes forslag til henholdsvis lokalplan og tillæg til kommuneplanen for at udvikle første etape af Levantkaj i Nordhavn. Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder forslag til lokalplan Levantkaj. Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender, at Økonomiforvaltningen udarbejder forslag til kommuneplantillæg.

Randers, endelig vedtagelse af tillæg

Forslag om tillæg til spildevandsplanen med etablering af et nyt regnvandsbassin mellem jernbanen og Hvidemøllevej samt ledninger til og fra bassinet blev tilbagesendt af byrådet. Forvaltningen vurderer, at der ikke er mulighed for alternative beliggenheder på baggrund af de fremsendte bemærkninger og forslag fra DSB. Forvaltningen indstiller, at spildevandsplanen vedtages uden ændringer.

Randers, anlægsbevilling til supplerende undersøgelser

I gennemført høring om Klimabroforbindelsen er der rejst nogle forslag og ideer, som giver anledning til igangsætning af supplerende undersøgelser forud for den kommende planproces. Forvaltningen indstiller til byrådet at der afsættes et rådighedsbeløb på 0,2 mio. kr. i 2024 og 3,3 mio. kr. til yderligere detaljering af den tekniske og miljømæssige forundersøgelse. Samt at der gives en anlægsbevilling på 3,5 mio. kr.

UDBUD

Aalborg, udbud med forhandling

Projektet omhandler nybyggeri af fleksible laboratorie- og værkstedsområder på Aalborg Universitet. Det planlagte byggeri på maksimalt 1.700 m² i primært én etage, udfylder ikke hele byggefeltet, hvorfor der her skal arbejdes med at skabe grønne, rekreative opholdsarealer.

Furesø, prækvalifikation

Jonstrup Seminarium skal om- og tilbygges således, at der opføres en ny bygning der binder de gamle sammen. På den måde vil Lille Værløse skole afd. Jonstrup blive en sammenhængende skole. Indhentning af tilbud sker ved en begrænset licitation med forudgående prækvalifikation og projektet gennemføres som en totalentreprise.

København, forhåndsmeddelelse

Byggeri København forventer i 2024 at udbyde en totalrådgivningsaftale, en totalentrepriseaftale og en fælles samarbejdsaftale i ét samlet udbud med henblik på projektering og udførelse af et nyt neurorehabiliteringscenter i Valby Syd. Totalrådgiver og totalentreprenør forventes at skulle byde ind som et samlet team, og udbuddet forventes gennemført som et udbud med forhandling.

København, prækvalifikation

Projektet omfatter renovering af tekniske installationer, køkkener og badeværelser i ejendomme på Prinsessegade samt Bodenhoffs Plads. Arbejdet omfatter en total udskiftning af hele brugsvandssystemet og en komplet renovering af store dele af spildevandssystemet. Derudover en tilpasning og udskiftning af køkkener i flere lejligheder. Anlægssummen forventes at ligge i omegn af 92,2 mio. kr. inkl. moms.

Høje-Taastrup, udbud med forhandling

Byrådet i Høje-Taastrup Kommune har besluttet at opføre en ny fritidsklub for børn. Byggeriet skal opføres i totalentreprise og opgaven omhandler i hovedtræk nyopførelse af ca. 1400-1500 m2, etablering af udearealer med legeplads, m.m. Udvidelsen må gerne overskride det definerede byggefelt. Kontrakten udbydes som en totalentreprise.

Relateret indhold