Fem teams igangsætter udviklingen af Vridsløselille Fængsel

Nu igangsætter Albertslund Kommune og Freja ejendomme udviklingen af det 160.000 kvadratmeter store byudviklingsområde midt i Albertslund. Første skridt er en arkitektkonkurrence.
Over de næste måneder skal fem teams i en arkitektkonkurrence udarbejde forslag til en transformation af det tidligere fængselsområde. Foto: Freja Ejendomme.
Over de næste måneder skal fem teams i en arkitektkonkurrence udarbejde forslag til en transformation af det tidligere fængselsområde. Foto: Freja Ejendomme.

De fem teams

  • – Schmidt Hammer Lassen Architects med BOGL
  • – Cobe
  • – Vilhelm Lauritzen med STED
  • – Atelier Lorenzen og Langkilde med GHB
  • – Alex Poulsen med Schauman & Nordgren Architects samt MASU Planning

Det summede i går af liv i det ellers for længst nedlukkede Vridsløselille Fængsel. De godt 160 år gamle bygninger dannede nemlig rammen om startskuddet til en arkitektkonkurrence i form af et parallelopdrag med fem deltagende teams.

Over de næste måneder skal de fem teams udarbejde hver deres projektforslag til hvordan det 160.000 kvadratmeter store område kan transformeres til et levende boligområde integreret med det omkringliggende Albertslund. Ved gårsdagens besigtigelse af det store område bød Albertslund Kommunes borgmester, Steen Christiansen (S) alle deltagerne velkommen, hvorefter alle teams fik en rundvisning, samt en introduktion til stedet og processen med parallelopdrag.

Vi håber at se nogle visionære og modige arkitektoniske løsninger og bud på nye boformer, hvor blandt andet bæredygtighed spiller en central rolle.

Udviklingschef Lisbeth Nørskov Poulsen, Freja ejendomme

De fem deltagende teams består af en bygningsorienteret tegnestue samt en landskabsarkitektonisk underrådgiver. De fem projektforslag skal indeholde en udformning af landskab og bebyggelse, samt transformation af den bevaringsværdige del af den eksisterende bebyggelse. Det gælder bla. den berømte Egon Olsen-port samt den gamle fængselskirke med det karakteristiske spir.

Parallelopdraget omfatter den samlede fængselsgrund på 160.000 kvadratmeter, som forventes primært at skulle indeholde boliger og sekundært detailhandel, kontorerhverv, liberalt erhverv og offentlige institutioner. Hovedopgaven er derfor at skabe konkrete forslag til bebyggelsens udformning, placering og omfang.

Det er hensigten, at de bedste elementer eller delområder af parallelopdraget vil indgå i udarbejdelsen af efterfølgende byggeretsgivende lokalplaner, samt en samlet masterplan for hele fængselsgrunden. Masterplanen skal danne grundlag for en etapevis udbygning af området over de næste 5-10 år.

– Nu er de fem teams i gang og vi ser virkelig frem til at modtage deres endelige projekter. Vi håber at se nogle visionære og modige arkitektoniske løsninger og bud på nye boformer, hvor blandt andet bæredygtighed spiller en central rolle. FN’s Verdensmål danner rammen for Albertslunds udvikling og derfor vil der ved vurderingen af projekterne blandt meget andet blive lagt vægt på en overordnet bæredygtighedsstrategi og sikring af eksisterende naturværdier og biodiversitet, siger udviklingschef Lisbeth Nørskov Poulsen, Freja ejendomme.

De fem teams forventes at præsentere projekterne 31. august og 1. september, og d. 18. september foregår der en bedømmelse samt offentliggørelse af projekterne. Bedømmelsen foretages af en rådgivende komité bestående af repræsentanter fra Albertslund Kommune, Freja ejendomme samt eksterne fagdommere.

Relateret indhold