Holdingselskabet VKR, der blandt andet har Velux i folden, har fremlagt årsregnskab.
I en meddelelse fra selskabet fremgår det, at 2020 endte med rekord på både top- og bundlinje på trods af Covid-19 nedlukning af samfundet i de fleste lande og en negativ udvikling i omsætningen på 0,7 procent i første halvår. I andet halvår vendte skuden, da aktivitetsniveauet blev øget markant. Det gav en vækst i omsætningen på 10,2 procent.
Samlet set resulterede det i et årsresultat på 3,7 milliarder kroner og en omsætning på 22,6 milliarder kroner, hvilket er enfremgang på 4,9 procent.
– Vi har i 2020 fortsat den positive udvikling med vækst på både top- og bundlinje. Det har været et år præget af usikkerhed i første halvår, som i løbet af sommeren og resten af året blev afløst af en høj efterspørgsel efter vores produkter. Vores forretningsområder har været hurtige til at tilpasse sig de ændrede vilkår i løbet af året, så samlet set nåede vi under de specielle vilkår et særdeles tilfredsstillende resultat, siger administrerende direktør for VKR Holding Mads Kann-Rasmussen.
VKR Holding solgte i begyndelsen af året de sidste aktiviteter inden for solvarmeløsninger. Herefter består firmagruppen primært af Velux Gruppen og Dovista Gruppen.
Fokus på opkøb
I januar 2021 købte Dovista Gruppen vinduesdivisionen i den schweiziske virksomhed Arbonia med 2500 medabejdere og de fire brands Dobroplast, EgoKiefer, Slovaktual og Wertbau. Med købet får Dovista Gruppen en styrket position i Centraleuropa. Endvidere har Velux søsterselskabet Altaterra i januar købt den hollandske virksomhed Dakoplast, som er en online salgsportal.
– Det er fortsat vores strategi at forfølge potentielle opkøbsmuligheder. Det kan være enten for at styrke vores eksisterende forretningsområder, eller for at opbygge et nyt selvstændigt forretningsområde i firmagruppen, fortæller Mads Kann-Rasmussen.
I 2020 lancerede Velux Gruppen i øvrigt en ny strategi på bæredygtighed. Målet er at blive CO2-neutral og halvere de fremtidige CO2-udledninger på tværs af hele koncernens værdikæde frem mod 2030 . Velux Gruppen har desuden forpligtet sig til at blive “CO2 neutral for livstid” på firmagruppens 100-års fødselsdag i 2041.
Forventer stigende aktivitet
VKR Holdings forventninger til 2021 afspejler den specielle udvikling i 2020 som følge af corona-situationen.
– Vi forventer i 2021 et fortsat stigende aktivitetsniveau blandt andet som følge af Dovista Gruppens køb af Arbonias vinduesdivision. Resultatet ventes at blive på niveau med året før. 2020 var et ekstraordinært år, og det lave omkostningsniveau under pandemien hverken forventes eller planlægges for 2021. Endelig er der et efterslæb i investeringer og arbejdskapital efter det usædvanlige 2020, der betyder, at cash flowet forventes reduceret i 2021, siger Mads Kann-Rasmussen.