Med fremtidens krav om mere bæredygtigt byggeri har de fleste aktører i byggebranchen en interesse i at bidrage til den grønne udvikling.
Der kan dog opstå flere usikkerheder og risici, når de biogene byggematerialer skal tages i brug, og derfor går Realdania nu i gang med at undersøge, hvordan træ, halm og lerjord kan vinde indpas i byggerier herhjemme.
Læs også: God byggeskik på rekordtid: Vil blåstemple halm og hamp på 3-4 år
Det estimeres, at en erstatning af egnede konventionelle opbygninger og materialer med biogene kan bidrage med op mod 75 % CO2-reduktioner.
– Vi har ressourcer i Danmark, vi ikke udnytter, og som har potentiale til at spille en langt større rolle i byggeriet. En større kommerciel udbredelse og anvendelse af de materialer, som vi historisk har brugt til at bygge med, kan blive et helt afgørende element i at nedbringe byggeriets klimaaftryk, siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.
Eksempelbyggerier af nybyg og renovering
Innovation, produktudvikling og afprøvning af konkrete materialer bliver et vigtigt element i indsatsen, der på sigt – og i samarbejde med udvalgte bygherrer – skal munde ud i et antal biobaserede eksempelbyggerier af både nybyggeri og renovering af eksisterende bygninger.
Læs også: Står foran gennembruddet: Kalk skal gøre lerbyggeri til en god forretning
Byggerierne skal vise, hvordan de biogene byggematerialer kan bruges i praksis, og målet er, at håndværkere, arkitekter, bygherrer og ingeniører kan blive inspireret ved at komme helt tæt på løsninger, egenskaber og æstetik.
Fremtrædende eksperter
En lang række fremtrædende eksperter vil blive inddraget i arbejdet. De kommer fra Århus Universitet, Københavns Universitet, Aalborg Universitet, Det Kongelige Akademis Arkitektskole, Smith Innovation, Artelia rådgivende ingeniører og Jaja Architects.
Læs også: Isolering: Brandtest åbner op for flere biobaserede konstruktioner
Indsatsen ‘Veje til biobaseret byggeri’ løber fra 2023 til 2025 og er en del af Realdanias samlede arbejde for at fremme bæredygtighed i byggeriet.
Ud over kortlægningen af de biogene materialers potentialer bygger indsatsen videre på og knytter sig til en række andre aktiviteter fra foreningens side. Det gælder bl.a. Realdania By & Bygs eksperimentbyggerier i Fredericia og Villum Fonden og Realdanias samarbejde om projektet ‘Boligbyggeri fra 4 til 1 Planet’, hvor målet er at reducere klimaaftrykket fra nybyggede boliger i Danmark til en fjerdedel.