Ny milepæl: Stark-koncept runder 500 tons indsamlet overskudstræ

På få år har det cirkulære initiativ, Gentræ, udviklet sig til et succesfuldt genbrugsprojekt, der henter træ fra byggepladser og forlænger dets levetid som byggematerialer, møbler og meget andet. Det hele startede med en trædonation fra LM Byg, og man er nu i gang med at gøre flere materialer på byggepladserne genanvendelige.
https://acdn.dagensbyggeri.dk/article/_pics/118669_1_xl.jpg
https://acdn.dagensbyggeri.dk/article/_pics/118669_1_xl.jpg

Sådan fungerer Gentræ-konceptet:

  • En byggeplads melder sig til ordningen og får leveret bure, hvor de kan lægge det genbrugsegnede træ, som ellers vil blive smidt i affaldscontaineren.
  • Når burene er fyldt, bestilles afhentning, og man får dokumentation for den evt. CO2-besparelse, genbruget af træet giver.

Hvert eneste år ender omkring 50.000 tons byggepladstræ som brændsel. Det svarer til omkring 2.700 fyldte lastbiler om året.

Det store spild af det værdifulde råstof fik i 2019 byggemarkedet Stark til at starte projektet, Gentræ, der indsamler træ fra byggepladser, renser det og sælger træet videre til andre byggepladser.

På få år har projektet udviklet sig til et vellykket bevis på, hvordan genbrug og genanvendelse kan fungere i praksis i byggebranchen: Indtil videre har Gentræ samlet knap 500 tons træ ind, og det cirkulære koncept bruges nu af adskillige byggefirmaer på Sjælland, Fyn og snart også i Jylland.

Og det hele startede med en ladning overskudstræ fra råhusentreprenøren LM Byg, fortæller Kent Fonseca, Stark’tivist og ansvarlig for projektet:

– Det var ikke ret lang tid efter, at vi havde skabt konceptet, at jeg mødte Christian Lyck fra LM Byg til et arrangement. Jeg spurgte ham, om han havde noget gammelt træ på byggepladsen, som han gerne ville af med. Det havde han – 9,5 tons træ.

De mange tons blev blandt andet brugt til at lave bordbænkesæt til byggepladserne på Thorsbro og BIG samt i indretningen af Starks mindre butikker i hovedstaden. Derudover købte LM Byg tre tons af det donerede træ tilbage for at bruge det på en ny byggeplads.

Dernæst blev træ fra LM Bygs byggeplads på Thorsbro brugt på Roskilde Festivalen, på Grim festivalen i Aarhus, i Aalborg brugte studerende træet til en konstruktion, mens en anden del af træet blev brugt til at bygge kabinetter til en ny og mere klimavenlig varmepumpe, der er ved at blive udviklet.

Inspirerer til at tænke anderledes

Siden har partnerskabet udviklet sig og bredt sig til resten af Pihl Koncernen, som LM Byg er en del af, og i fællesskab med Pihl Koncernens bæredygtighedschef, Ninette Mahler Alto, har Gentræ igangsat flere projekter om videndeling og genanvendelse til glæde for hele byggebranchen:

– Starks koncept gør det nemt at genbruge, og Gentræ ændrer måden, vi arbejder med overskudsmaterialer på i byggebranchen, siger hun og uddyber:

– Vi har desuden samarbejdet om dokumentation af kemi og materialer, så det er blevet let tilgængeligt for alle på byggepladserne, hvilket giver os en fælles retning på rejsen mod en mere bæredygtig byggebranche.

Ninette Mahler Alto fortæller videre, at Stark inspirerer til at tænke anderledes om materialers levetid og anvendelsesmuligheder:

– Lige nu er vi blandt andet ved at undersøge, hvordan vi kan genbruge endnu flere materialer end bare træ ude på Nordø. Desuden hjælper partnerskabet os både internt i Pihl Koncernen til at blive bedre til at genanvende, og vi er også glade for, at vores erfaringer og viden bidrager til nye og mere cirkulære løsninger på tværs af branchen, siger hun.

Det er noget, alle forstår

Ifølge en LCA-analyse (livscyklusvurdering på byggematerialer) foretaget af Stark har nåletræ, der bruges til blandt andet rækværker og stilladser på byggepladser, en gennemsnitlig levetid på seks måneder.

Ifølge Stark kan det tage op til 50-80 år for et træ at blive hugstmodent. Når den korte brugsperiode holdes op imod den lange vækstperiode, og man samtidig medregner, at en stor del af træet, der benyttes til midlertidige konstruktioner på byggepladser, kan bruges igen og igen, så er det ganske enkelt spild af dyrebare materialer at brænde det af, lyder det fra Ken Fonseca. Og netop derfor er Gentræ-projektet drevet af målet om at redde en del af de 50.000 tons træ, der årligt går fra byggeplads til brændsel:

– Jeg driver projektet for at gøre en forskel, og det gør mig glad at se, at projektet har hjulpet branchen med at rykke tættere på hinanden. Materialerne bruges på tværs af selskaber og byggepladser, og der udvikles løbende nye ideer og samarbejder. Gentræ er blevet et synligt tegn på bæredygtighed i praksis – det er noget alle forstå, lige fra medlemmerne på direktionsgangen til gutterne og gutinderne på byggepladserne, siger han.

Relateret indhold