I forbindelse med fremlæggelsen af det nye finanslovsforslag tirsdag kom det frem, at arkitekt- og designskolerne står til en ualmindelig kraftig dimensionering – læs nedskæring.
Alle skolerne er dybt bekymrede. Vi i Danske Ark er dybt bekymrede. KADK – Kunstakademiets Skoler for Arkitektur, Design og Konservering – dimensioneres med 30 pct. frem til år 2023. Herudover kommer der en generel besparelse, som skolen i forvejen er blevet pålagt, på 2 pct. årligt i fire år. Alt i alt en dimensionering på næsten 40 pct.
Arkitektskolen Aarhus bliver skåret med 20 pct. plus den generelle besparelse. Det bliver en beskæring på over 25 pct. Alt i alt en voldsom dimensionering. Der er trods alt driftsudgifter til eksempelvis værksteder og laboratorier, som vil være der uanset antallet af studerende.
Der er vist ingen tvivl om, at det vil berøre kvaliteten drastisk på arkitekt- og designuddannelserne. Til gengæld virker det som om, at der er en meget dårlig fornemmelse for, hvilke konsekvenser det vil få for Danmarks fortsatte og fremadrettede ry som design- og arkitekturnation og for den fortsatte udvikling af det danske velfærdssamfund. Ikke mindst i en situation, hvor der er behov for at få mere kvalitet ud af de penge, vi bruger i den offentlige sektor.
De kunstneriske uddannelser har en enorm, men overset betydning for samfundet. Det forekommer paradoksalt – måske direkte dumt – at skære på disse uddannelser, når regeringen vil give 2,4 mia. kr. til sundhedsvæsenet og flere penge til de ældre, da udviklingen af disse to sektorer er afhængig af indsigt i og viden om helende arkitektur.
Danske arkitekt- og designvirksomheder kan som erhverv og branche understøtte politikernes ønske om at skabe et bedre sundhedssystem gennem vores rådgivning og kompetencer. Men yngelpleje er en nødvendig forudsætning for dansk arkitekturs fortsatte kvalitet og succes i Danmark og udlandet.