Ny aftale om udbetaling af feriepenge vil gavne virksomhederne og økonomien

Udbetaling af tre uger af de indefrosne feriepenge vil skubbe danskernes forbrug i den rigtige retning. Det vil gavne danske virksomheder og arbejdspladser. Det er godt, at aftalen tager højde for, at virksomhedernes økonomi ikke bliver belastet af udbetalingen.
Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad. Pressefoto.
Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad. Pressefoto.

En ny aftale mellem regeringen og et stort flertal af Folketingets partier betyder, at danskerne kan se frem til at få udbetalt tre uger af deres indefrosne feriepenge senest til oktober. Derudover vil Folketinget igen til efteråret forhandle om udbetaling af de resterende to ugers feriepenge.

Danske virksomheder og dansk økonomi er hårdt ramt af coronakrisen. Der findes ingen hurtige genveje til at genoprette Danmark, men det giver god mening at sætte gang i danskernes forbrug. Det vil øge indtjeningen hos virksomhederne og holde hånden under danske job. Derfor foreslog vi sammen med FH i april, at de indefrosne feriepenge skulle i spil på et velegnet tidspunkt. Jeg er glad for, at regeringen og folketingets partier nu har lavet en aftale om det.

Det er fornuftigt, at staten i første omgang står for udbetaling af pengene, så virksomhedernes likviditet ikke rammes i en tid, hvor mange fortsat kæmper for at holde sig oven vande. Når vi er på den anden side af coronakrisen, og økonomien igen er oppe i gear, kan staten løbende opkræve beløbet hos virksomhederne i takt med, at medarbejderne går på pension.

Relateret indhold