Nu går det fremad med byggesagerne i København

Landets største kommune har fået nedbragt sagsbehandlingstiderne, men bygge- og ejendomsbranchen har også et ansvar for at hjælpe med en smidig sagsbehandling.

Det er ingen hemmelighed, at ventetiden for at få behandlet en byggesag i Københavns Kommune har været meget lang. Mere overraskende og glædeligt er det, at det nu ser ud til, at udviklingen for alvor går den rigtige vej.

Direktionen og medarbejderne i kommunens Teknik- og Miljøforvaltning har lagt kræfterne i for at få nedbragt sagsbehandlingstiderne, og det kan nu aflæses helt konkret.

For første gang i lang tid er der nu under et tusind sager under behandling. Det lyder af meget, men her skal man huske på Københavns enorme volumen, og de ganske mange nye projekter der konstant bliver præsenteret for kommunen.

København har som mål, at alle sager kan behandles på under 100 dage. Det mål er ikke nået endnu, men sagsbehandlingstiden er dog nedbragt med 30 dage i løbet af sidste år. Samtidigt har kommunens byggesagsbehandlerne fået afsluttet en række gamle sager.

Forhåndsdialogen virker

Der er noget der tyder på, at forhåndsdialogen mellem dem der ansøger om byggetilladelser og kommunens sagsbehandlere er blevet forbedret markant. Der sendes færre mangelbreve afsted fra kommunen, så ansøgerne er simpelthen blevet dygtigere.

Samtidigt er hele processen med korrespondance frem og tilbage gjort meget hurtigere.

Da nytårsklokkerne for få uger siden ringede det nye år ind, blev BR18 endnu engang ændret. Nu skal alle der søger om en byggetilladelse kunne dokumentere bygningens klimapåvirkning, (en såkaldt LCA-beregning).

BR18 en udfordring – over hele landet

Det vigtige mål er selvfølgelig at begrænse CO2-udledningen og gøre byggerierne mere bæredygtige. Dette blot nævnt for at erindre om, at BR 18 har medført store udfordringer i alle kommuner – ikke kun i København.

De fortsatte justeringer af BR18 er en udfordring som vi i bygge- og ejendomsbranchen skal tage op med kommunerne for at sikre en smidig sagsbehandling, og for at vi når de ambitiøse miljømål.

Sagsbunkerne svinder ind i landets største kommune, og det er afgørende vigtigt for, at vi kan få genskabt aktiviteterne i vores branche og bl.a. få leveret de mange boliger som ikke mindst de store byer efterlyser i stort tal.

København skal som landets hovedstad være en vækstdynamo. Med Lynetteholm, boliger på Refshaleøen, udviklingen af Østhavnen og på sigt en havnetunnel er byen på rette vej.

Byggebranchen skal yde sit

Men ikke mindre vigtigt er det, at alle byggeprojekter, også de mindre, rent administrativt behandles hurtigt og effektivt. Kommunens forvaltning har sat det skarpe lys på området. Men vi skal i bygge- og ejendomsbranchen også være opmærksomme på altid at indsende byggeansøgninger af højeste kvalitet.

Kravene til ansøgningerne er blevet forøgede, og vi skal i branchen sikre, at vi lever op til kravene og kun fremsender gennemarbejdede og fuldt dokumenterede ansøgninger. Alle hjørner af en sag skal være afdækkede, så vi undgår mangelbreve og sikrer en effektiv behandling af ansøgningerne.

Det er i udviklernes og kommunens interesse. Kun et godt samarbejde kan bringe sagspuklerne endnu mere ned.

Relateret indhold