Lad virksomhedsejerne bruge deres tid på at drive virksomhed

Mikael Tipsmark er branchechef for industri i Arbejdsgiverne. Pressefoto.
Mikael Tipsmark er branchechef for industri i Arbejdsgiverne. Pressefoto.

Skal politikerne have karakter for deres indsats i forhold at lette og mindske erhvervslivets byrder, er karakteren – dumpet.

Så klar er konklusionen i en undersøgelse foretaget af Dansk Byggeri blandt virksomheder med mellem nul og ti ansatte. Den viser, at halvdelen af virksomhederne oplever, at administrative byrder er blevet værre eller meget værre end for fem år siden.

Det er en konklusion, vi kan nikke genkendende til i Arbejdsgiverne. Vi har netop spurgt blandt vores medlemsvirksomheder med omtrent samme størrelse om de administrative byrder. Her svarer kun seks procent, at det er blevet bedre – resten oplever, at det er det samme eller værre. De administrative byrder fylder altså rigtig meget i de mindre virksomheder.

90 procent af de danske virksomheder har under ti ansatte. Men niveauet af administrative byrder passer mere til virksomheder, der har en økonomi – eller administrationsafdeling til at håndtere det. I de mindre virksomheder er det ofte virksomhedsejeren selv, der ordner det – og må i nogle tilfælde bruger en fjerdedel af sin arbejdstid på papirer og formularer. Det er direkte skadeligt for produktiviteten.

Overser byggeriet

Der er i øvrigt også forholdsvis enighed om, hvilke byrder virksomhederne er særligt trætte af. Hos Dansk Byggeri’s medlemmer er det arbejdsmiljøregler, indhentning af tilladelser fra kommunen og indberetninger til Danmarks Statistik. Hos Arbejdsgivernes medlemmer er det først og fremmest indberetninger til Danmarks Statistik, arbejdsmiljøregler og dårlige beskrivelser af love og regler.

Man er nødt til i højere grad at sætte sig i virksomhedernes sted, og det er tilsyneladende lidt svært. Landets statsminister Lars Løkke Rasmussen proklamerede for omkring et år siden, at nu skulle man gøre op med de administrative byrder. Erhverv- og vækstminister Brian Mikkelsen kan da også fremlægge tal, der viser, at man har lettet mængden af administrative byrder med 1,1 milliarder kroner for erhvervslivet generelt. Men det er landbruget, der trækker op, hvor man har lettet byrder for 1,7 milliarder kroner. Det samme gør sig langt fra gældende for byggeri og industri. Her ser vi frem til, at regeringen snart leverer som lovet.

Relateret indhold