Efter at der har været sølvbryllup for standardvilkårene i bygge- og anlægsbranchen, har vi nu langt om længe – og efter meget snak om, at AB 92 er forældet og skyld i meget dårligt og forsinket byggeri – set et udkast til de nye standardvilkår kaldet AB 18 og ABR 89.
Det nye AB system kommer til at bestå af 3 grunddokumenter AB 18, ABT 18 og ABR 18. Derudover udarbejdes forenklede standardvilkår for små entrepriser AB-f og ABR-f. Det sidste nye er 4 appendikser, som konkret kan tilvælges for Projektudvikling, Projektoptimering, Driftskrav og Incitamenter. FRI og Danske ARK arbejder parallelt med en revision af Ydelsesbeskrivelsen fra 2012, som er på trapperne i form af en ny “Ydelsesbeskrivelse for Byggeri og Landskab 2018”.
Forglemmelsesbod
ABR ændres radikalt med hensyn til metode, systematik og terminologi. Arkitekten og ingeniøren kan nu bl.a. ifalde en “forglemmelsesbod”. Opbygningen i ABR vil i stedet følge AB. Den nye AB 18 regulerer som noget nyt entreprenørprojektering. Der kommer et meget stort fokus på planlægning af byggeriet, så risikoen for uventede forsinkelser og budgetoverskridelser undgås. Der kommer fokus på projektgennemgange, en langt strengere styring af tidsplaner, opfølgning på afleveringsforretninger mv. Problemerne skal på bordet så tidligt som muligt.
Tvisteløsningssystemet ændres til en løsningstrappe således at voldgift som udgangspunkt er sidste trin på trappen. Forudgående skal forhandling, mediation/mægling og såkaldt “hurtig afgørelse” forsøges. Som det er formuleret i udkastet, kan det imidlertid ikke afvises, at antallet af voldgiftssager vil forøges – og måske ligefrem eksplodere – idet “hurtige afgørelser” bliver bindende, medmindre de er “anket” til voldgift inden 8 uger.
Projekteringslederen får en helt anderledes og meget central rolle fremadrettet. Man kan frygte, at de nye standardvilkår kvæler SMV entreprenørerne og rådgiverne (arkitekt og ingeniør). Der er indført mange nye bestemmelser, hvor den ene part skal “give meddelelse” til den anden part. Der vil komme helt anderledes stort fokus på kontraktstyring og det vil favorisere de store spillere i branchen. Vi nærmer os tyske og engelske tilstande.
Anledning til undren
De nye standardvilkår regulerer kun i meget begrænset omfang brugen af digitale bygningsmodeller, og det kan give anledning til undren, når alle nu er enige om, at det er vejen frem mod et bedre og mere effektivt byggeri. Måske har man tænkt, at udviklingen alligevel går så hurtig, at det ikke giver mening at lave faste regler herom.
Alle aktører i byggebranchen bliver nødt til at sætte sig ind i de nye regelsæt og implementeringen i virksomheden. De kommer til at give anledning til overvejelser omkring ændring af virksomhedens risikovurderinger, interne arbejdsgange, standardkontrakter, paradigmaer, AB/SB, forsikringsforhold, rekruttering og fastholdelse samt kompetenceudvikling. Dem der hurtigst lykkes med et effektivt “claim-management” kommer til at tjene pengene.
De endelige udgaver af de nye standardvilkår forventes at være klar maj 2018. Revisionsudvalget er pt. gået i tænkebox. Det må forventes, at vilkårene bringes i anvendelse 1. januar 2019.
For at lette overgangen til de nye vilkår tilbyder jeg kurser (gratis) i Aarhus og København, som vil bibringe dig et overblik over de væsentligste nyskabelser og de mulige konsekvenser for konkurrencesituationen. Hvis du er interesseret, så kontakt mig på [email protected].