En kæmpe sejr for ligestillingen mellem de selvstændige og lønmodtagerne

Aftalen om at sidestille selvstændige med lønmodtagere, når det gælder kompensation, er helt på sin plads og en vigtig principiel sejr. Det er samtidigt en meget vigtig økonomisk håndsrækning, der kommer i sidste øjeblik for mange selvstændige.
Jakob Brandt er administrerende direktør i SMVdanmark. Pressefoto.
Jakob Brandt er administrerende direktør i SMVdanmark. Pressefoto.

Et bredt flertal i Folketinget øger kompensationen til selvstændige uden ansatte til 30.000 kroner og til 33.000 kroner til selvstændige med ansatte. Kompensationen bliver med tilbagevirkende kraft fra 9. december. Derudover er der hjælp til selvstændige med sæson- eller letfordærvelige varer.

Det er ekstremt glædeligt, men også på sin plads, at et bredt flertal i Folketinget nu kommer de selvstændige til undsætning, initieret af Venstres beslutningsforslag. Vi har kæmpet i over 10 måneder for, at lønmodtagere og selvstændige bliver ligestillet, og nu sker det. Det er en kæmpe principiel sejr.

Støtten til hjemsendte lønmodtagere har lige siden krisens start været 30.000 kroner om måneden. Og det haster med at få hjælpen ud.

Vi får dagligt henvendelser fra små selvstændige, der er voldsomt økonomisk pressede. Blandt vores tvangslukkede medlemmer, fx frisører, brugtbilsforhandlere og små butikker, er det ca. 30 procent, der frygter en konkurs. Så det er en økonomisk håndsrækning, der falder på et meget tørt sted for mange.

Jeg havde dog gerne set, at kompensationen gjaldt længere tilbage end fra d. 9. december. Krisen og kompensationspakker der ikke dækker 100 procent har efterladt et kæmpe hul i de selvstændiges kasser. Der er fortsat behov for kompensation, der dækker en større del af udgifterne – bl.a. til løn. Men det er glædeligt, at politikerne nu indser, at de selvstændige ikke er blevet behandlet ligeværdigt med lønmodtagerne.

Relateret indhold