Vild vækst i ulovligt el- og vvs-arbejde

I 2021 modtog Sikkerhedsstyrelsen 161 anmeldelser om uautoriseret udført arbejde på el- og vvs-området - en stigning i forhold til 2020, hvor der kun var 90 anmeldelser, mens politianmeldelser er fordoblet.
Af det stigende antal indkomne anmeldelser er 109 af dem endt med en politianmeldelse. Det er en fordobling i forhold til 2020. Foto: Gettyimages.
Af det stigende antal indkomne anmeldelser er 109 af dem endt med en politianmeldelse. Det er en fordobling i forhold til 2020. Foto: Gettyimages.

Nye tal fra Sikkerhedsstyrelsen viser en stigning i antallet af anmeldelser om uautoriseret el- og vvs-arbejde. Og selvom tallet måske ikke lyder voldsomt, er det ifølge Tekniq Arbejdsgiverne, der repræsenterer ca. 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal, en bekymrende udvikling. Især med tanke på, hvor alvorlige konsekvenser, det kan have, når el- og vvs-arbejde udføres forkert, siger underdirektør Simon O. Rasmussen:

– Fra tidligere undersøgelser har vi grund til at tro, at de anmeldte sager blot er toppen af isbjerget. Formentlig udføres der langt mere uautoriseret arbejde i de danske hjem, som aldrig bliver anmeldt. Derfor er er tendensen i de nye tal også så meget mere bekymrende.

Overtrædelser tages alvorligt

Ud af de indkomne anmeldelser endte 109 med en politianmeldelse, hvilket er en fordobling i forhold til 2020, hvor tallet var 54.

– Det er positivt, at så mange sager følges til dørs, for det viser, at overtrædelserne bliver taget alvorligt, vurderer Simon O. Rasmussen, der desuden glæder sig over, at kun 1 af de anmeldte sager fortsat er under behandling:

– Det er vigtigt, at sagerne bliver behandlet hurtigt og effektivt, så de firmaer eller enkeltpersoner, der overtræder autorisationsreglerne kan mærke, at det har en konsekvens, når man fifler med fagområder, man ikke har den nødvendige autorisation og faglighed til at beskæftige sig med, siger Simon O. Rasmussen.

Alt for mange pynter sig med lånte fjer

Sikkerhedsstyrelsen har også modtaget 108 anmeldelser om ulovlig annoncering. Og selvom at der er tale om et fald fra 145 anmeldelser i 2020, er antallet i 2021 stadig blandt de højeste de senere år.

– Det viser desværre, at der fortsat er alt for mange, som pynter sig med lånte fjer og reklamerer med, at de kan udføre opgaver, som de ikke har kompetencerne til. Og det er naturligvis vigtigt, at man også fremadrettet har fokus på at sætte ind overfor den ulovlige annoncering, fastslår Simon O. Rasmussen.

Relateret indhold