Den seneste VVS-messe i 2023 slog besøgsrekord med 9.570 besøgende på tre dage. Nu skal 2025-udgaven forsøge at gøre forgængeren rangen stridig – og betingelserne er gode. Allerede i januar kunne arrangørerne, brancheorganisationen Veltek og Odense Congress Center, hvor messen afholdes, melde alle 180 stande i de fire haller udsolgt.
Der venter derfor de besøgende et overflødighedshorn af ny teknologi, energieffektive løsninger, sensorteknik, vandbesparende løsninger og rig mulighed for at styrke relationerne i branchen.

Unidrains moderselskab skifter navn – og er klar til flere opkøb
Årets tema er ’Smarte og energieffektive løsninger for en grønnere fremtid’.
– Med årets tema sætter messen fokus på de løsninger, der gør en reel forskel i hverdagen. Det handler om at spare energi, tænke smartere og samtidig skabe høj komfort – både for dem, der installerer, og dem der bruger det, siger projektleder på messen, Michael Helm.
Små justeringer gør en mærkbar forskel
Udover årets tema er der også fokus på vand. For selv i Danmark er rent drikkevand en knap ressource. Derfor fylder vandbesparelse stadig – og løsningerne bliver hele tiden bedre. Små justeringer i styring og design gør en mærkbar forskel for både forbrug og komfort.

Samtidig stiger behovet for nye løsninger til at håndtere regnvandet. Hyppigere og kraftigere regnhændelser lægger pres på vores bygninger og systemer – og det kalder på smartere håndtering.
– Der er en tydelig bevægelse i gang. Vand bliver tænkt mere strategisk – både det vi tapper, og det der falder. Det handler om at bruge det bedre, siger Michael Helm.
Liveudgave af podcast
Mens udstillingen viser teknologien frem, dykker Fagscenen ned i de store temaer, der præger hverdagen i branchen. Her bliver der delt viden, stillet skarpe spørgsmål og sat fokus på alt fra energikrav og materialeregler til arbejdskraftudfordringer.
Torsdag den 22. maj optager Tekniq Arbejdsgiverne desuden en liveudgave af podcasten Hørt!. Her kommer der fokus på, hvordan man fastholder medarbejdere i en tid med mangel på hænder.

Et byggeparadoks: Hæmmet af både arbejdskraftmangel og svigtende opgaver
Resten af programmet på Fagscenen byder blandt andet på oplæg fra Energistyrelsens Videncenter for Energibesparelser i Bygninger, Videnscenter for Håndværk og bæredygtighed, Teknologisk Institut, Danvak og Miljø- og ligestillingsministeriet.
Fagscenens fulde program kan ses her.
Det faglige program giver ikke bare stof til eftertanke – det lægger også op til de gode samtaler med kolleger, samarbejdspartnere og nye bekendtskaber.

– VVS’25 handler ikke kun om at se ny teknologi. Det handler lige så meget om at mødes. Det er her, du deler viden, får nye idéer og styrker relationer, der kan blive afgørende i dit næste projekt, siger Michael Helm.
Messen finder sted i Odense Congress Center og den tilstødende Jyske Bank Arena den 21.-23. maj. Det er gratis at deltage.