Undersøgelse: Håndværkere går i butikken – ikke på nettet

Byggemarkedskæder bør ikke droppe den fysiske butik, viser ny undersøgelse fra 4B Research.
Håndværkerne prioriterer fortsat besøget i den fysiske butik højest, viser ny undersøgelse. Pressefoto.
Håndværkerne prioriterer fortsat besøget i den fysiske butik højest, viser ny undersøgelse. Pressefoto.

Hovedpointer i undersøgelsen

  • – Hver anden håndværker søger viden og inspiration om produkter på forhandlerens hjemmeside – hver fjerde på producentens hjemmeside.
  • – Tre ud af fire modtager nyhedsbreve fra producenter af byggematerialer o.lign.
  • – Tre ud af fire bruger PC, hver anden bruger smartphone eller tablet til informationssøgning.
  • – 13 procent bruger slet ikke elektroniske platforme til informationssøgning.

Selvom også håndværksvirksomheder bliver mere og mere digitaliserede, sker det senere end i andre brancher. Langt de fleste håndværkere foretrækker stadig byggemarkedet frem for webshoppen, når der skal købes ind og hentes viden og inspiration.

Sådan lyder konklusionen på en undersøgelse, hvor analysevirksomheden 4B Research har spurgt 200 ansvarlige for indkøb af værktøj, byggematerialer, arbejdstøj o. lign i tilfældigt udvalgte danske håndværkervirksomheder inden for tømrer-, murer-, el- og vvs-faget om deres indkøbsvaner.

Flere større byggemarkedskæder, der har håndværksvirksomheder som primær målgruppe, har de senere år overvejet, om man kunne lægge en strategi, der gik mere på internethandel og i mindre grad på fysisk salg. Vores seneste analyse af branchen viser imidlertid, at det er markedet langt fra modent til.

Dennis Blome, direktør i 4B Research og ekspert i forbrugeradfærd.

Fysisk butik er uundværlig

Det er anden gang, indekset bliver gennemført. Tendensen er ifølge undersøgelsen, at flere og flere håndværkere kommer med på digitaliseringsbølgen.

Det interessante er, at analysen samtidig sender et klart signal om, at den fysiske butik – modsat det, man aktuelt ser i flere andre brancher – stadig er helt uundværlig. Tallene viser blandt andet, at hver anden håndværker primært foretager sine indkøb direkte i butikken, mens kun en ud af fire primært køber ind på nettet.

– Flere større byggemarkedskæder, der har håndværksvirksomheder som primær målgruppe, har de senere år overvejet, om man kunne lægge en strategi, der gik mere på internethandel og i mindre grad på fysisk salg. Vores seneste analyse af branchen viser imidlertid, at det er markedet langt fra modent til, siger direktør i 4B Research og ekspert i forbrugeradfærd, Dennis Blome.

Analysevirksomheden har netop lagt sidste hånd på undersøgelsen, som foretages halvårligt.

– Den fysiske butik spiller stadig en væsentlig rolle som rådgivningscenter, uddyber Dennis Blome.

Undersøgelsen viser blandt andet, at hver anden håndværker søger viden og inspiration om produkter i butikken. Derfor er det stadig i høj grad umagen værd for producenter af byggematerialer, arbejdstøj osv. at have en god og tæt dialog med forhandlerne og at sørge for, at markedsførings- og informationsmateriale er udarbejdet, så det giver butikspersonalet de bedst mulige forudsætninger for at rådgive om produktet.

Relateret indhold