To dage spækket med inspiration, viden, håndværk og stand up er det, der venter de besøgende på festivalen Håndværk i februar 2025. Her sætter et omfattende program fokus på smarte renoveringsløsninger, faglig stolthed, innovation og masser af andre både faglige og underholdende elementer.
Programmet byder bl.a. på en række oplevelser for både fagfolk og branchens nye talenter. På hovedscenen præsenteres faglige debatter om bygningsreglementer, fremtidens klimakrav og renoveringens rolle i en mere bæredygtig byggebranche.
For dem, der gerne vil have det sjovt med kollegerne, er der mulighed for at dyste i Power Tools Race, hvor el-værktøj ombygges til racerbiler og testes på en specialbyggede bane.
Sarah Elhauge, direktør for Building Green, der står bag Håndværk, siger:
– Igen år har vi formået at samle det bedste fra byggebranchen under ét tag. Programmet er en stor hyldest til det gode kvalitetshåndværk og ikke mindst de mennesker der udfører det. Håndværk er stedet, hvor håndværkere, branchefolk og kommende generationer af faglærte mødes for at dele viden, få nye idéer og more sig i hinandens selskab.
Hands on på Byg Live-scenen
Der vil både være hands on og nyttig viden om f.eks. EPD’er, dokumentation og compliance – serveret på en ikke alt for tør facon.
Eksempelvis vil forskellige håndværkere demonstrere metoder, teknikker og demoer direkte fra Live Byg-scenen. Her vil blandt andre tømrer og influencer Casper Kjerrumgaard være til stede. Han vil bl.a. fortæller om sin rejse på Instagram og vejen mod at være mere bæredygtig.
Han giver dertil tips og tricks til både stories, renovering og ombygning af vinduer og døre, som er blevet hans speciale.
Bæredygtig Kahoot-quiz
For at lokke ESG-rapportering, dokumentation og CO2-værdier lidt lettere ned, vil national projektleder for bæredygtighed i Stark, Kent Fonseca (også kendt som GenKent), stå i spidsen for en Kahoot-quiz. I samme ombæring vil han præsentere KlimaLog, som fjerner bøvlet med dokumentation og compliance for de udførende:
– Med KlimaLog indsamler vi EPD’er fra vores leverandører og giver håndværkerne et værktøj, som sparer dem tid og besvær. Det betyder, at vores kunder kan fokusere på det, de er passionerede omkring – nemlig at bygge – i stedet for at bruge tid på indtastning og administration.
Entreprenørens vej til fremtiden går gennem strategisk ESG-arbejde
Publikum kan også se frem til stand-up med Mark Le Fêvre, Anders Lund Madsen og Mahamad Habane på Festivalen Håndværk. Den løber af stablen i Lokomotivværkstedet i København d. 5. og 6. februar 2025.