Green Building Council Denmark kan sidst på året lancerer DGNB Hjerte. Det er en overbygning til den velkendte DGNB-model, som handler om bygningens indeklima. DGNB Hjerte er udviklet i samarbejde med MOE Rådgivende Ingeniører – og takket være en bevilling fra Realdania.
– Vi håber, det bliver en driver til at prioritere indeklimaet og brugskvaliteten af bygninger. Vi bygger jo ikke bare huse for, at de skal være miljørigtige, men for at de skal være gode for de mennesker, der opholder sig i dem, siger Lau Raffnsøe, teknisk direktør i Green Building Council Denmark.
Helt konkret er DGNB Hjerte integreret med DGNB Certificeringen og består af et udpluk kriterierne samlet i fem “hjertekamre”:
1 – Luftkvalitet, herunder afgasning fra materialer.
2 – Termisk indeklima, herunder temperatur og træk.
3 – Akustik, herunder efterklangstider og lydisolering.
4 – Visuelt indeklima, herunder kvaliteten af dagslys og kunst lys.
5 – Arkitektonisk kvalitet, herunder udsyn og uderum.
DGNB-hjerte bliver den mest ambitiøse certificering, når det kommer til et godt indeklima, og går skridtet videre end for eksempel bygningsreglementet og det amerikanske WELL.