Det er kun to måneder siden, at arkitekt- og ingeniørvirksomheden ARCnordic ansatte Morten Rønne som tegnestueleder med ansvar for produktion og personale, og så sent som 1. marts fik virksomheden sin første certificerede konstruktionsingeniør, så man nu kan tilbyde certificeret rådgivning indenfor både konstruktioner og brand.
En markeringsassisten er det også blevet til de seneste måneder og om få uger tiltræder medarbejder nr. 21 i virksomheden – det højeste antal i den Hillerød-baserede virksomheds historie.
Nu har ejer Peter Lindholm så solgt 25 % og fået ny partner i virksomheden, som han har ejet ene mand, siden han købte ARCNordic af stifter Aage Rønde for 15 år. Køber er sønnen Andreas Lindholm, der de seneste 2½ år har været kunde- og relationschef i virksomheden.
Læs også: Cirkulær byggeplads: Ideudvikler mens byggeriet står på
Både far og søn understreger, at der på ingen måde er tale om et generationsskifte, men blot en naturlig understregning af Andreas Lindholms stadigt voksende ansvar og indflydelse i virksomheden.
– Vi har en virkelig spændende virksomhed med dedikerede og dygtige medarbejdere der hele tiden kan lærer mig nyt om en spændende og udforende branche. Jeg har i nu 2½ år hver eneste dag set frem til at gå på arbejde, og at det nu bliver som medejer gør jo bare motivationen og ansvarsfølelsen endnu større, siger Andreas Lindholm.
Forventer yderligere ekspansion
Hans far, Peter Lindholm, der er 51 år, er understreger, at han på ingen måde er på vej på pension.
– Det er jo nærliggende at antage, at et salg til næste generation er begyndelsen på enden for den gamle, inden den unge tager over om få år. Men det er ikke bevæggrunden for denne handel. Det er udelukkende et udtryk for både anerkendelse og erkendelse af den store andel Andreas har haft i vores udvikling over de seneste år og den rolle han forventes at spille i vores videre ekspansion over de kommende år, siger han.
Læs også: ARCnordic flytter ind i historisk domicil
Det gør ham både stolt og glad, at han fremadrettet skal dele både ansvar og beslutninger med sønnen:
– Jeg må da indrømme, at jeg blev både rørt, taknemmelig og stolt, da vi fandt ud af, at vi skulle til at drive det her sammen. Det er jo en drøm at få lov at dele sit professionelle liv med sin søn, og når det så samtidig kaster inspiration og udvikling af sig, så motiverer det en seniormedarbejder som mig.
Vil være et full scale rådgiverhus
Med Andreas Lindholm som ansvarlig for salg og marketing og Peter Lindholm som CEO med strategi og udvikling fokus, føler de to ejere, at de har et komplet set-up til at underbygge planerne om at blive +30 medarbejdere indenfor få år.
– Vi har et ønske om at positionere os stærkere med et endnu mere bredt og dermed specialiseret team af arkitekter, ingeniører, bygningskonstruktører og brandeksperter. Vores mål er et full scale rådgiverhus i grøn fremtid, og vi føler vi er ved at være der, siger Peter Lindholm, der glæder sig til de kommende år.