Mindre byer lader sig ikke begrænse af indbyggertal, når den lokale idrætshal kommer på tegnebrættet, og derfor ser man flere og flere af de mindre byer i Danmark, der bygger idrætsfaciliteter til sport og fritid – og som generelt har byudvikling på dagsordenen. Det sker angiveligt for at tiltrække og fastholde flere ressourcestærke borgere. Det er i hvert fald den oplevelse, Dansk Halbyggeri A/S har.
Dansk Halbyggeri A/S, der er specialister i totalentrepriser af haller til sport og fritid, har senest opført nye idrætsanlæg i mindre byer som Ry, Nim, Stjær, Ny Nørup, Rosmus, Nørager og Brødeskov.
Styrker byens profil
Her oplever man klart, hvordan idrætshallerne i de mindre byer typisk tænkes ind som en betydende faktor for byens fællesskab. Borgere, herunder særligt børnefamilier, vil nemlig gerne bosætte sig et sted, hvor der er gode fritidsfaciliteter.
– Der er ikke mange, der ønsker at flytte til en soveby. En ny idrætshal er med til at styrke byens profil og give et kvalitetsmæssigt løft til de mindre byer. De er typisk et fast samlingspunkt for aktiviteter på tværs af idræt og kultur. På den måde bliver de nye haller til sport og fritid en løftestang for de mindre byers tiltrækningskraft, siger direktør Mogens Laustsen fra Dansk Halbyggeri i en pressemeddelelse.