I snart 50 år har Genvex produceret og solgt ventilationsanlæg til boliger og etage-ejendomme, og med tiden er navnet Genvex gået fra at være et firmanavn til at være et synonym for ventilationsanlæg. Nu lancerer Genvex en markedsstrategi, der skal slå navnet endnu stærkere fast hos boligejere og installatører.
– Genvex er et af de stærkeste brands på det danske marked for varmeprodukter. Det er faktisk så stærkt, at flere af konkurrenterne bevidst har gået efter at få identificeret deres ventilationsanlæg med vores navn. Og det er vi da på en måde stolte af – men nu er det på tide, at vi tager vores eget navn tilbage, siger Christian Brydensholt, salgs- og marketingchef hos Genvex.
Genvex er et af de stærkeste brands på det danske marked for varmeprodukter. Det er faktisk så stærkt, at flere af konkurrenterne bevidst har gået efter at få identificeret deres ventilationsanlæg med vores navn. Og det er vi da på en måde stolte af – men nu er det på tide, at vi tager vores eget navn tilbage.
Christian Brydensholt salgs- og marketingchef hos Genvex
I 2016 vil Genvex markedsføre sig langt mere eksplicit end tidligere og gøre det meget lettere for installatører og rådgivere at foreskrive et originalt Genvexanlæg. Genvex har også flere produktnyheder klar i kulissen – produkter, der viser vej ind i fremtiden.
– Der står Genvex-anlæg rundt om i landet, der kører upåklageligt mere end 40 år efter, at de blev installeret. Folk kender Genvex som det originale ventilationsanlæg, der bare fungerer, og sådan skal det også være fremover, når vi lancerer nye produkter i løbet af de kommende år, siger Christian Brydensholt.
Gode partnere skal løfte salget
I løbet af 2016 kommer Genvex med minimum to nye anlægstyper, der er mere energieffektive end hidtil. Anlæggene er godkendt efter de nye 2020-regler, men flere detaljer end det vil Christian Brydensholt ikke løfte sløret for.
– Nu skal vi have vores gode partnere rundt om i landet bragt på banen. Vi vil invitere til en række seminarer og workshops, hvor vi vil præsentere dem for vores nyheder, og så vil vi klæde dem på, så de kan gå ud til deres kunder og anbefale Genvex med ro i sindet.
Genvex skal fremover koncentrere sig alene om ventilationsanlæg med varmegenvinding til det danske marked og til udvalgte europæiske lande. Der skal fokuseres på udvikling af energirigtige og fremtidssikrede ventilationsanlæg til både enfamilieshuse og etageejendomme.