Nordjysk tømrervirksomhed vokser og sælger 25 pct. til MJ Byg

MJ Byg overdrager sin tømrerafdeling til Madsen & Hedegaard og køber samtidig 25 % af virksomheden. Den strategi skal styrke begge virksomheder og være en fordel for kunderne.
Lars Trampedach (tv.), der er indehaver i tømrervirksomheden Madsen & Hedegaard og Thomas Jensen, indehaver af MJ Byg, har fundet en smart måde at smede de to virksomheder sammen på.
Lars Trampedach (tv.), der er indehaver i tømrervirksomheden Madsen & Hedegaard og Thomas Jensen, indehaver af MJ Byg, har fundet en smart måde at smede de to virksomheder sammen på.

Indehaver Thomas Jensen fra entreprenørvirksomheden MJ Byg Brønderslev og Lars Trampedach, der er indehaver i tømrervirksomheden Madsen & Hedegaard fra Hjørring, står hver især bag to veldrevne virksomheder, men de har konstateret, at det kan give udfordringer for forholdsvis små byggevirksomheder at leve op til de stigende krav om dokumentation.

– Det er ikke længere tilstrækkeligt at være en dygtig håndværker. Du skal også kunne dokumentere en hel masse ting i forhold til bæredygtighed og kvalitetssikring, og det kræver efterhånden mange administrative ressourcer, siger Lars Trampedach.

Læs også: Skaber nordjysk beslagkoncern via opkøb

Han har nu overtaget én projektleder og fem tømrere fra tømrerafdelingen fra MJ Byg, som samtidig erhverver 25 % af tømrervirksomheden. Dermed flettes de to virksomheder sammen til glæde for både kunderne og virksomhedernes mulighed for fremtidig vækst.

Kommer op på 23 tømrere

Efter overdragelsen kommer Madsen & Hedegaard op på 23 tømrere, mens MJ Byg har cirka 25 medarbejdere, der fortsat vil udføre råhusarbejder, såsom jord, kloak, beton og mureropgaver.

– Vi har travlt i Madsen & Hedegaard, og med de nye folk ser vi frem til at få øget både vores kapacitet og fleksibilitet. Vi var et stærkt team i forvejen, men med seks nye, erfarne folk har vi nu endnu bedre mulighed for at imødekomme kundernes ønsker og behov, siger Lars Trampedach, hvis firma også udfører snedkerarbejde og derfor blandt andet kan tilbyde specialinventar.

Udnytter hinandens styrker

For MJ Byg handler det om hele tiden at kunne tilbyde de nyeste metoder og løsninger, som kunderne efterspørger, hvilket kan være vanskeligt med en lille snedkerafdeling.

Læs også: Arbejdsevne: Tømrere er i bund – arkitekter og ingeniører i top

– Hvis vi skulle holde os up to date, skulle vi styrke vores egen tømrerafdeling i MJ Byg betragteligt eller indlede et samarbejde med et tømrerfirma. Vi har samarbejdet med Madsen & Hedegaard på flere byggeopgaver, og de er virkelig dygtige, så det var helt klart den bedste løsning at lade vores fem tømrere og én af vores projektledere blive en del af Madsen & Hedegaard, siger Thomas Jensen.

Han tilføjer:

– Vi er overbeviste om, at vi kan opnå en række fordele ved at udnytte hinandens styrker, og at vi på den lange bane får større og større glæde af samarbejdet, fordi vi sammen bliver endnu stærkere på det rent håndværksmæssige hver især, siger Thomas Jensen.

De to virksomheder kan også udnytte samarbejdet til at skaffe endnu flere kunder.

– Vi kan trække på hinandens netværk og kan på den måde nå ud til flere potentielle kunder. I Madsen & Hedegaard har vi for eksempel ikke haft så mange opgaver i Brønderslev Kommune, men det er der større chance for, at vi får nu på grund af samarbejdet med MJ Byg. Omvendt er vores relationer i Hjørring en fordel for MJ Byg, slutter Lars Trampedach.

Relateret indhold