På enhver rangliste er der en højdespringer og en modpol til denne. I år er det Fredensborg Kommune, der farer op ad listen. Sidste års 97. plads er vendt til en 39. plads.
– Fredensborg har gjort det godt. De har styrket dialogen, de offentliggør, når der er projekter at byde ind på, de fraviger ikke AB18 og har folkeskoleelever i erhvervspraktik, lyder det rosende fra erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri Torben Liborius, som knytter til:
– De tænker kommunen som kunde, og de deltager som erhvervsaktør.
Træerne vokser dog ikke ind i himlen:
– Der er stadig plads til forbedring.
Op på cyklen igen
Højdespringerens bagtunge modpol er Gribskov Kommune, der er drættet fra 19. pladsen til en lidet flatterende 73. plads.
– Når man ser på de politiske beslutninger, der påvirker erhvervspolitiken, er Gribskov dumpet ned gennem skalen på næsten alle områder, fortæller Torben Liborius, mens han kigger på listeplaceringens begrundelse.
Han maner dog til besindighed, for de kommuner som må tage til takke med en placering langt fra toppen.
– Det kan sammenlignes med et Tour de France-felt. Der er nogle få i front, som tager de forreste pladser. Derefter følger et stort, bredt midterfelt, hvor det er marginalerne, der afgør, om man bliver nummer 15 eller 75, lyder det fra den erhvervspolitiske direktør.
– Det handler heller ikke kun om, hvor hurtigt du selv kører, men også hvor hurtigt de andre kører. Man kan blive overhalet på listen, og nogle træder hårdere end andre, slutter han sin sammenligning.