Der mangler endnu tal for byggeriets aktivitet og omsætning for den seneste halvanden måned, men Dansk Byggeri konstaterer nu, at 2015 bliver året, hvor byggeriet har vendt ryggen til krisen. I årets første 10 måneder er byggeriets indenlandske omsætning af Danmarks Statistik opgjort til 179,2 mia. kroner, hvilket er 8,3 procent bedre end på samme tidspunkt sidste år. Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.
– Vi er så langt henne på året, at det overordnet ikke forrykker sig voldsomt. Ganske vist sluttede 2014 med en enorm hamstringseffekt på grund af afviklingen af BoligJob-ordningen og ekstremt høj aktivitet i december, men vurderingen er, at vi i år slutter syv-otte procent over 2014, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.
Vi er så langt henne på året, at det overordnet ikke forrykker sig voldsomt.
Bo Sandberg Cheføkonom, Dansk Byggeri
Også Danske Byggecentre, der er brancheforening for byggecentre og trælasthandler, oplever omsætningsfremgang, omend lidt lavere end byggebranchen. Byggecentrene har i årets første ni måneder omsat for 40,4 mia. kroner, hvilket er 2,3 procent mere end sidste år. Fremgangen kommer efter flere år med presset omsætning og indtjening.