Dyrere at dele ny motorvej i etaper

De første 350 millioner kroner til 1. etape af næstvedmotorvej er på plads.
Det vil være dyrere at anlægge en ny næstvedmotorvej i etaper frem for på én gang. Foto: Colourbox.
Det vil være dyrere at anlægge en ny næstvedmotorvej i etaper frem for på én gang. Foto: Colourbox.

Ifølge et svar fra transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) til De Radikales transportordfører, Andreas Steenberg, skal forligskredsen bag beslutningen om motorvejen mellem Rønnede og Næstved indkaldes, når resultaterne af VVM-undersøgelsen er bearbejdet i Vejdirektoratet, der er i gang med at udarbejde et høringsnotat og en indstilling.

Der er i trafikaftalen fra 2014 afsat 350 millioner kroner fra Infrastrukturfonden til en 1. etape af den nævnte motorvej, men ministeren slår fast, at “før projektet kan gå i gang, skal der bevilges de nødvendige midler til vejanlægget.

Det har fået Andreas Steenberg til at spørge ministeren, om han dermed mener, at 1. etape ikke kan iværksættes, før den samlede finansiering er på plads.

Det bliver dyrere

Ministeren oplyser, at forligskredsen skal drøfte anvendelsen af de afsatte 350 millioner kroner samt en mulig etapeopdeling af strækningen:

– Generelt er det ikke nødvendigt at have den samlede finansiering på plads til et helt vejprojekt, før man kan igangsætte en eventuel 1. etape. Men det er dog nødvendigt at sikre, at der er tilstrækkelige midler til at igangsætte en 1. etape, som giver trafikal mening, oplyser Ole Birk Olesen.

Han erkender dog, at hvis projektet anlægges i etaper, vil der skulle etableres en etapeafslutning mellem den nye motorvejsstrækning og den eksisterende vej.

– Hvor meget dyrere, det bliver, vil variere afhængigt af, hvilket linjeføringsforslag, der er tale om, slutter Ole Birk Olesen.

Relateret indhold