Domea.dk skal skubbe på den digitale udvikling i Boligforeningen AAB

Boligadministrationsselskabet har indgået en samarbejdsaftale med Boligforeningen AAB, der dermed kan trække på selskabets kompetencer ift. digital udvikling.
Peter Tholstorf Basland og Thomas Holluf Nielsen.
Adm. direktør i Boligforeningen AAB, Peter Tholstorf Basland (tv.) og adm. direktør i Domea.dk, Thomas Holluf Nielsen.

Boligforeningen AAB, der har ca. 20.000 almene boliger i København og omegn, skal i fremtiden samarbejde med bygge- og boligadministrationsselskabet Domea.dk om at sikre boligforeningens digitale udvikling.

AAB får bl.a. adgang til Domea.dk’s digitale kompetencer for på længere sigt at kunne gå med på Domea.dk’s digitale platform:

– Med denne aftale får vi adgang til stærke kompetencer og digitale værktøjer, hvilket i sidste ende er vigtigt for at kunne levere den bedste service til vores beboere og beboerdemokrater, siger adm. direktør i Boligforeningen AAB, Peter Tholstorf Basland.

Læs også

Usædvanlig udvikling: 2025 kan blive rekordår for hotelhandler

Om aftalen fortæller adm. direktør Thomas Holluf Nielsen, at man hos Domea.dk ønsker at bidrage til at værne om boligforeningens fundament og samtidig forberede den på fremtiden:

– Det nye samarbejde giver rigtig god mening, og jeg ser personligt meget frem til at se det folde sig ud. Boligforeningen AAB bliver en del af et stærkt fællesskab, hvor vi sammen udvikler og nyder godt af fælles stordriftsfordele – ikke mindst når det gælder digital understøttelse og udvikling.

Læs også

Direktørskifte i danske Norconsult-selskaber skal styrke den samlede forretning

Aftalen mellem Boligforeningen AAB og Domea.dk trådte formelt i kraft pr. 1. maj og i den forbindelse har virksomhedens bestyrelse indstillet Peter Tholstorf Basland til posten som sagkyndigt bestyrelsesmedlem, når den kommende generalforsamling afholdes.

Indstillingen udspringer af et ønske om at sikre en bred repræsentation, som afspejler, at antallet af erhvervskunder hos Domea.dk er vokset markant gennem de seneste år.

Relateret indhold