Digitalisering presser installatørerne

Mange installatører er bekymrede for, hvordan internetsalg og smart home produkter vil påvirke deres forretning, viser en ny undersøgelse.
I corona-tiden tilbringer mange danskere meget mere tid i deres hjem, end de plejer. De er blevet vant til at arbejde digitalt, holde Zoom-møder med kolleger, se familien over Skype og bestille varer over nettet. Men danskernes hjem er mere digitale end det.
I corona-tiden tilbringer mange danskere meget mere tid i deres hjem, end de plejer. De er blevet vant til at arbejde digitalt, holde Zoom-møder med kolleger, se familien over Skype og bestille varer over nettet. Men danskernes hjem er mere digitale end det.

Varmepumper, vinduer, el-, vand- og varmesystemer, sikkerhedsalarmer, køleskabe, højtalere og mange andre ting i danskernes hjem kan i dag være koblet til internettet og opsamle data om forbrug og behov.

Alle disse ting skal dog sættes rigtigt op, og her spiller installatørerne en central rolle. Det skriver Alexandra Instituttet i en pressemeddelelse.

En ny undersøgelse foretaget af Aarhus Universitet viser dog, at installatørerne er noget tilbageholdende med at påtage sig opgaven som smart home eksperter, og det er med til at hæmme udviklingen af markedet.

– Mange installatører har godt nok flere smart home produkter på hylderne, men de er afventende i forhold til for alvor at gå ind i markedet, fortæller postdoc Lone Dalkjær Kavin fra Institut for Virksomhedsledelse, der har analyseret besvarelser fra 359 virksomheder, primært installatører.

Undersøgelsen er en del af et større projekt, der undersøger Smart Home markedet og hvordan de digitale hjemmeprodukter påvirker kunder og virksomheder.

Bryder med traditionerne

– Installatørerne er vant til at arbejde med traditionelle supply chain metoder med faste leverandører og kontrakter, der har fokus på pris og levering. Det vender smart home produkter op og ned på, fortæller Lone Dalkjær Kavin og fortsætter:

– Smart Home produkterne skaber størst værdi for kunderne, når de taler sammen, kan kombineres i en samlet løsning, der dækker kundens forskellige behov og kan betjenes fra den samme kontrolenhed. Man skal derfor se et smart hjem som et økosystem af produkter, og det kræver, at installatøren kan arbejde med mange forskellige partnere og leverandører alt efter kundens behov. Prissætning og serviceaftaler bliver komplicerede, og det afholder mange installatører fra at gå ind i det her marked. Det er ærgerligt, for der ligger et klart forretningspotentiale her og venter.

Internetsalg af komponenter

Mange installatører har baseret deres forretning på salg af deres service plus salg af de komponenter, der skal installeres. I dag finder mange kunder selv varen på internettet ofte til en lavere pris end installatørens. Dermed forsvinder en del af indtjeningen for installatøren.

– Der er ingen tvivl om, at installatørbranchen på flere fronter er presset af den digitale udvikling, udtaler professor Børge Obel, der leder Smart Home projektet.

– Den gode nyhed er, at digitaliseringen også udfordrer kunderne, så kunsten er at finde nye forretningskoncepter, der løser kundernes nye behov og skaber nye forretningsmuligheder for installatøren, eller hvem der nu er hurtigst til at komme med løsninger. Her er nye spillere begyndt at melde sig på banen.

App og udviklingsforløb kan hjælpe

At gå ind i smart home markedet kræver en vis digital modenhed. Digital modenhed handler ikke kun om at implementere ny teknologi, investere i digitalt værktøj eller om at opgradere eksisterende systemer. Det handler lige så meget om at udarbejde en digital strategi samt designe og implementere nye forretningsmodeller. For at hjælpe virksomhederne lidt på gled har Smart Home projektet på Aarhus Universitet udviklet et par nye services.

Hvis man som virksomhedsleder gerne vil vide, hvor digitalt moden virksomheden er i forhold til andre, så kan man teste sig selv via et webbaseret spørgeskema. Projektets forskere giver en række uddybende forklaringer via små videoer, mens man besvarer spørgsmålene.

Hele projektet – både forskningen og tilbuddene til virksomhederne er støttet af Industriens Fond.

Relateret indhold