Om Business Region Aarhus
- Business Region Aarhus består af 12 østjyske kommuner, 1 million borgere og en halv million arbejdspladser. Den østjyske millionby er landets største vækstområde uden for hovedstaden og står for eksempel for over 20 procent af landets industrieksport. Blandt regionens styrker er informations- og kommunikationsteknologi, produktion og innovation af fødevarer og klog industriproduktion.
På Folkemødet i Allinge midt i næste måned taler Bjarke Ingels om “Byerne tilhører fremtiden”. Det er Business region Aarhus, der står bg arrangementet.
– Vi bygger ikke længere paladser eller kirker. Men vi foretager i byer i hele landet lige nu en række prioriteringer i forhold til infrastruktur. Vi ved, at det er byerne der driver væksten i Danmark. Vi tænker alle i, hvordan vi kan påvirke både miljøet og byens liv med den offentlige infrastruktur. Det er vores pligt. Det er også vores pligt at forstå, at det er nu, vi skaber fremtidens byer. Meget få har så indgående kendskab til netop dette emne som Bjarke Ingels, siger Claus Wistoft, formand for Business Region Aarhus og borgmester i Syddjurs Kommune.
De 12 kommuner i Business Region Aarhus arbejder blandt andet med at skabe sammenhæng i deres infrastruktur – også på tværs af kommunerne, fordi det gavner østjyderne og virksomhederne.
– Jeg er ikke i tvivl om, at byer styrker sammenhængskraft og udvikling – det gælder både i forhold til hvordan vi arkitektonisk designer vores byer og ikke mindst også, hvordan vi som byer kan være med til at løse nogle af de globale problemstillinger som miljø- og klimaforandringer, siger Claus Wistoft.
Og derfor har Business Region Aarhus kommunerne valgt at tage en inspirerende gave med til Folkemødet.
Inspiration til Danmark
– Business Region Aarhus udgør det største vækstområde uden for hovedstaden. Østjyderne arbejder for Danmark, og derfor er det også et reelt ønske om at give et bidrag til Folkemødet, som kan inspirere både lands- og lokalpolitikere landet over – et bidrag der samtidig vil være en stor inspiration for alle deltagere på folkemødet, siger Claus Wistoft.
Under sin tale vil Bjarke Ingels både tegne på gigantiske papirtavler og formidle sine visioner for byudvikling og arkitektur.