630 millioner for Kopenhagen Furs hovedkontor – “lagerlokaler er mest oplagt”

Sidste skind er solgt på det 93.919 m2 store erhvervsareal, og nu åbnes der op for muligheder for investorer i et ejendomsmarked med stor mangel på lager-, logistik- og produktionsbygninger.
Luftfoto af Kopenhagen Furs gamle hovedkontor.
Langagervej 60-72 & Essedal 6A-D i Glostrup indeholder en række lager-, produktions- og administrationsbygninger. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.

I sommer slog Kopenhagen Fur sit sidste hammerslag på sine pelsauktioner, og nu er deres tidligere domicil og lager-/logistikejendom i Glostrup ved København sat til salg.

Salget af ejendommen med et samlet erhvervsareal på 93.919 m2 varetages af EDC Erhverv Poul Erik Bech på vegne af statens selskab Finansiel Stabilitet og har en udbudspris på 630 mio. kroner.

– I ejendomsbranchen handler det ofte om beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Det må man i den grad sige, at ejendommen lever op til med en så stor lager-, produktion- og industriejendom i Storkøbenhavn. Det er bygninger af høj stand og kvalitet, siger salgschef i Finansiel Stabilitet, Peter Westphall.

Læs også

Byggeriet af 80.000 kvm logistikcenter sat i gang

Der har været henvendelse fra interesserede købere, oplyser EDC Erhverv Poul Erik Bech, der ser en række muligheder i ejendommen, der tæt på motorvejen gør den velegnet til last-mile logistik:

– Lager-, logistik- og produktionsejendomme er det mest oplagte, men det kan også blive et domicil for en eller flere store virksomheder, men vi forventer, det er industridelen, som vejer tungest, siger Thor Heltborg, direktør, koncernkunder.

Læs også

Over 1,5 mio. m2 ledige lokaler – “Der er stadig stor efterspørgsel”

Han henviser til den store mangel på lager-, logistik- og produktionsejendomme i Storkøbenhavn, og at en investor derfor her kan opnå fornuftige lejerpriser:

– Markedslejen for industri- og logistikejendomme har oplevet massiv vækst i Københavns Omegn i løbet af det seneste årti. Samtidigt tyder udviklingen på, at der er en fortsat umættet efterspørgsel. Det skyldes, at udviklingen og udbuddet af logistik- og industriejendomme de senere år er faldet væsentligt i Storkøbenhavn – primært da der bygges boliger i stedet.

Relateret indhold