Nyt LED-lys i Øresundsbrons tunnel sparer både energi og penge

Det kommer til at tage sammenlagt otte nætter at udskifte 4.500 lysstofrør med LED-lysrør i Øresundsbrons tunnel. Det svarer til fire minutter pr. armatur
Ved at sende de mange lysstofrør i tunnelen på pension opnås ca. 100.000 timers brændetid mod tidligere ca. 70.000.
Ved at sende de mange lysstofrør i tunnelen på pension opnås ca. 100.000 timers brændetid mod tidligere ca. 70.000.

Tunnelbelysningen

  • – Lysstofrørene i hvert andet armatur udskiftes. I alt er der tale om cirka 4.500 armaturer.
  • – Lysrørene i tunnelen skal lyse effektivt om natten og ikke blænde om dagen. De skal give et jævnt lys og må ikke blinke eller flimre.
  • – Projektet skønnes at koste knap 5 mio. DKK. Øresundsbron har et vedligeholdelses- og investeringsbudget, der dækker omkostningerne.
  • – Hver udskiftning af lysstofrørene anslås at tage fire minutter. I alt skal 12 elektrikere arbejde med udskiftningen. Hvert armatur skal åbnes og tilpasses, LED-lysrøret skal monteres og glasset skal renses og monteres.
  • – Lysteknologivirksomheden TopRight Nordic vandt sammen med installationspartneren Kemp & Lauritzen udbuddet af en mere energieffektiv tunnelbelysning.

– Udskiftningen af lysstofrørene vil give os en mere energieffektiv LED-belysning på hele forbindelsen. Vi forventer, at energiforbruget reduceres med cirka 50 % i forhold til de gamle lysstofrør, siger anlægsdirektør Bengt Hergart.

Øresundsbro Konsortiet har i over ti år arbejdet målrettet på at reducere energiforbruget, for eksempel ved omfattende udskiftninger i vejbelysningen og pylonbelysningen. Nu er det tid til at modernisere tunnelbelysningen ved hjælp af LED-lysrør, uden at de 20 år gamle armaturer skal udskiftes.

Armaturerne i Øresundstunnelen blev installeret i 1999-2000, og er dermed lige så gamle som selve tunnellen, og de er stadig så velbevarede, at de kan blive siddende. Fremover vil de dog lyse med LED-lysrør, som forventes at give en energibesparelse på 9,6 MW i løbet af den estimerede levetid, som er 11 år.

Det svarer til et forbrug på hele forbindelsen på 1,5 år eller 50 villaers varmepumpeforbrug i 11 år.

– Udover en stor energi- og omkostningsbesparelse er det også et cirkulært og bæredygtigt projekt ikke at skulle skrotte armaturerne og købe nye, da de stadig er i god stand. Vores leverandør har præsenteret en smart måde at tilpasse armaturerne til moderne belysning, siger Bengt Hergart.

Kan brænde i 100.000 timer

Siden 2009 har man kun haft hvert sjette lysstofrør i tunnelen tændt om natten, og tre år senere begyndte man at slukke hvert andet lysstofrør i dagtimerne. Sådan vil det også være fremover for at opretholde et lavt energiforbrug.

– De første år havde tunnelen en unødvendig stærk belysning, så der er gode muligheder for at begrænse belysningen uden at sætte sikkerheden over styr, siger Bengt Hergart.

Udskiftningen gennemføres over otte nætter mandag til torsdag klokken 20.00-05.30 i uge 48 og 49. Først skiftes lysstofrørene i det nordlige tunnelrør i retning mod Danmark og ugen efter i retning mod Sverige.

Når belysningen er udskiftet, forventes hver lampe at brænde i 100.00 timer, hvilket er 30.000 timer flere end de lysstofrør, der blev installeret i 2013 og dengang også bidrog til en betydelig energibesparelse.

– Vi regner med, at vi ikke behøver udskifte belysningen igen før om elleve år, hvilket gør det her til endnu en bæredygtig investering på forbindelsen set fra flere perspektiver, siger Bengt Hergart afslutningsvis.

Relateret indhold