Tomme boliger med skimmelsvamp rives ned

98 boliger i en skimmelsvamp-plaget bebyggelse i Hundested fjernes nu efter to års ventetid.
Snart kan nedrivningen af de 98 lejligheder påbegyndes. Foto: Colourbox.
Snart kan nedrivningen af de 98 lejligheder påbegyndes. Foto: Colourbox.

Siden foråret 2012 har beboerne i Høje Tøpholm ved Hundested ventet på, at nogle boligblokke med 98 lejligheder skulle blive revet ned. Boligerne er hårdt ramt af skimmelsvamp og kan ikke bruges til beboelse.

Sagsbehandlingen om nedrivningen er trukket i langdrag, men nu – efter to år – er tilladelser endelig i hus. Det skriver Sjællandske Medier.

– Vi har modtaget den endelige tilladelse fra Landsbyggefonden, de såkaldte Skema B, også, så alle formalia er på plads og kontrakten med nedrivningsfirmaet er underskrevet, så nu kan der ikke komme flere drillerier, siger kontorchef i DAB Aksel Bonnichsen til avisen.

Et halvt års arbejde

Om en uges tid foreligger den præcise dato for igangsætningen af nedrivningen,som man forventer vil tage et halvt års tid.

Siden beboerne rykkede ud for mere end to år siden har blokkene stået som en spøgelsesby med masser af smadrede ruder og døre. Nu ser det så endelig ud til, at det triste syn bliver fjernet helt.

Relateret indhold