Et team bestående af Pluskontoret, Nova5, GBL og Alectia har vundet opgaven med at renovere Klostervangen, en almen boligafdeling under Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) i Aarhus.
Klostervangen består af to højhuse på henholdsvis 11 og 16 etager med i alt 380 lejligheder, og renoveringsopgaven forventes at være færdig i 2016.
– Vi har i mange år arbejdet for AAB med mange forskellige sager. Det er derfor en ekstra stor glæde, at vi nu får mulighed for at komme endnu tættere på den største boligforening i Aarhus, siger Henrik Als Andersen, afdelingsleder i Alectia.
Renoveringsholdet er allerede godt i gang med fase 1, hvor der skal laves en helhedsplan, udføres supplerende undersøgelser og søges om støttemidler hos Landsbyggefonden. Derefter skal det samlede projekt til endelig afstemning blandt beboerne.
Fase 2 omfatter projektering og gennemførelse af renoveringsarbejderne, der forventes at være afsluttet i 2016.
Mange delprojekter
Det samlede projekt omfatter:
1) Betonrenovering og beskyttelse af eksisterende brandaltangange
2) Forstærkning af eksisterende altangange
3) Efterisolering af gavle, tage og mod kældre
4) Nye klimaskærme samt inddækning af altangange
5) Opgradering af blokke i forhold til nugældende regler for brandsikkerhed
6) Sikring af konstruktionernes robusthed i henhold til nugældende norm
7) Ventilation af boliger med nye ventilationsanlæg på taget
8) Mulighed for solcelleanlæg
9) Hejselift til vinduespudsning
10) Evt. tagterrasse
Om holdet
Alectia er ingeniørrådgiver på det nye renoveringsprojekt og varetager de supplerende bygningsundersøgelser samt specialer som betonrenovering og brand. Alectia vil desuden stå for byggeledelsen, når projektet realiseres.
Pluskontoret er totalrådgiver og har ansvar for projekteringsledelse, beboerinddragelse og arkitektarbejder.
Nova5 er IKT-koordinator på projektet og fungerer som intern bygherrerådgiver med særligt fokus på kvalitetssikring, granskning og arkitektur, imens GBL varetager landskabsarkitekturen.