Blandt udstillerne på sidste uges Building Green var tag- og facadeproducenten Cembrit, som slog et grønt slag med perspektiver på at få nedbragt spild i byggeriet til gavn for bæredygtighed og bedre miljø.
Cembrits tag- og facadeprodukter er lavet af fibercement, og hvor det er muligt recirkuleres fibercementrester fra produktionen tilbage i processen for at undgå unødvendigt spild. På samme måde recirkuleres al procesvand i et lukket system. Desuden har fabrikkerne eget rensningsanlæg, og det vand, som udledes i det offentlige kloaksystem, indeholder ingen sundhedsskadelige partikler eller andre restprodukter fra produktionen.
Cembrit er interesseret i at komme med i flere projekter, hvor bygherren fra start har tænkt formindsket spild ind i processen.
Ifølge Cembrit er det med den rette rådgivning fra start til slut muligt at mindske spild betydeligt.
– Fra projekteringsfasen, hvor vi hjælper med at vælge fibercementprodukter i de rigtige størrelser, til byggefasen, hvor vi vejleder i at håndtere og montere vores produkter på den mest optimale måde, lyder det i en pressemeddelelse fra Cembrit.
Transportfaktoren vigtig
Bæredygtighed handler ikke kun om de rigtige materialer, miljødeklarationer og genanvendelse, men kan i lige så høj grad også omhandle mange andre forhold som eksempelvis en mere miljørigtig transport.
– Hvor muligt, anvender vi i Cembrit altid togtransport frem for lastbiler, fordi det er en langt mere miljøvenlig løsning. Cementen leveres fra lokale producenter og fragtes direkte ind på fabrikkerne, der har togskinner helt ind på fabriksgrunden. Togtransport bruges således både til leverancer af råvarer og afsendelse af færdige produkter. Derudover anvender vi også skibstransport – én af de mest miljøvenlige former for transport – til fragt af oversøiske varer, lyder det videre.
Cembrit har desuden anlagt strategiske lagre rundt om i landet for at minimere transportdistancer og CO2-udslip, og størstedelen af virksomhedens bølgeplader fragtes direkte fra produktionen til kunden.
Næste grønne skridt i transportstrategien bliver at udbygge det eksisterende retursystem for træpaller.