SL-Dæk vinder 15.000 kvadratmeter

Den hidtil største enkeltordre på SL-Dækkene skal leveres til Skanska-projektet Øresund Strandpark.
Valget er faldet på SL-Dækkene til den bærende etageadskillelse i projektet Øresund Strandpark.
Valget er faldet på SL-Dækkene til den bærende etageadskillelse i projektet Øresund Strandpark.

15.000 kvadratmeter SL-Dæk. Så meget lyder ordren på til den bærende etageadskillelse til boligprojektet Øresund Strandpark. SL-Dækkene er udviklet af Abeo og produceres af Perstrup Beton Industri, som også skal levere altaner og trapper til projektet.

Det milliardstore projekt Øresund Strandpark er udviklet af Skanska i samarbejde med Henning Larsen Architects og består af et boligtårn på 13 etager og fem boligblokke på op til syv etager. Her blev SL-Dækkene blandt andet valgt på grund af muligheden for at lave lange spænd.

– Projektet er det første, hvor vi anvender vores såkaldte indspændingsløsning, der gør det muligt at støbe dækkene sammen og opnå længere spænd. Det sker via indstøbte recesser i dækkenes ender, som udstøbes samtidig med fugerne. I dette projekt betød det, at man kunne opnå cirka 30 procent længere spænd end det var muligt med andre dækelementer med samme højde, siger teknisk chef fra Abeo, Morten Rasmussen, i en pressemeddelelse.

Største ordre

Ordren er den hidtil største enkeltordre på SL-Dækket, der også netop er blevet valgt til Arkitema-projektet, Engbakken, på Frederiksberg. Og det vækker glæde hos administrerende direktør, Hans Terney Rasmussen.

– Jeg synes, Øresund Strandpark er et godt eksempel på de fordele, der ligger i SL-Dækket, herunder hurtigere montage og færre processer på pladsen. Derudover er projektet også et signal om, at vi kan være med, når det kommer til større projekter, lyder det fra Hans Terney Rasmussen.

Øresund Strandpark vil blive opført i fem etaper med Sjælsø Management og Skanska som styringsentreprenører. De første boliger forventes at stå færdige i foråret 2017.

Relateret indhold