TOKYO: Der er kun godt to år til, at de olympiske lege i Tokyo begynder i juli måned 2020.
Ud over det nye store nationale stadion, der bygges midt i Tokyo, skal der bygges en række nye sportsanlæg, hvoraf kun et står færdigt i dag. Der er aktivitet 24 timer i døgnet på byggepladserne, og flere steder er man lidt bagud i forhold til planerne.
Selv om stigende udgifter til materialer og arbejdskraft i begyndelsen af byggeriet fik udgifterne til at eksplodere, sådan som det plejer et ske ved den slags store begivenheder, så er man nu i den modsatte situation. Mens der bygges, beslutter politikere og arrangører den ene radikale besparelse efter den anden, som betyder, at tegningerne undervejs i projektet skal revideres.
Senest kom der i november sidste år en beskæring af budgetterne ved de igangværende byggerier i Tokyo Kommunes regi på 41,3 milliarder yen (2,35 milliarder kroner), som opnås ved at skifte til andre og billigere konstruktionsmetoder og ved at opstille billigere og midlertidige siddepladser til tilskuerne i stedet for permanente sæder.
Ved den såkaldte Sea Forest Waterway i Tokyo-bugten, hvor konkurrencerne i kano, kajak og roning skal finde sted, hvor selve anlægget er 20 procent færdigt, og hvor der oprindeligt var planlagt med plads til 24.000 tilskuere, vil kapaciteten for eksempel efter legene blive reduceret til kun 2000 tilskuerpladser. Det er, hvad Tokyo by mener at have brug for, når der ikke lige er olympiske lege i byen.
På linje med komiteen
I spidsen for alle disse nedskæringer står storbyens borgmester, Yuriko Koike, som har handlekraft som en vigtig del af sit image, og som i 2016 blev valgt på et løfte om kraftige besparelser på de olympiske byggebudgetter.
Hun overvejede seriøst at droppe flere af byggeprojekterne og flytte de pågældende konkurrencer ud af Tokyo til eksisterende anlæg, men enden på det hele blev, at projekterne fik lov til at fortsætte, men at budgetterne løbende er blevet beskåret.
Denne spareiver afspejler et klart ønske fra Den Internationale Olympiske Komités side. Det er svært at få andre storbyer ude i verden til at stille op som mulige olympiske værtsbyer i fremtiden, fordi det er blevet den almindelige forventning, at de nødvendige byggeprojekter koster en formue, at udgifterne uundgåeligt vil stige undervejs, og at mange af anlæggene er svære at udnytte optimalt bagefter. Det er blevet Tokyos opgave at vise, at sådan behøver det ikke at gå.
– Rent bortset fra at I nu har fået det samlede budget ned på 13 milliarder dollar (knap 80 milliarder danske kroner, red.), så er det, at I fortsat har fokus på at skære ned på udgifterne og få fuldt udbytte af ressourcerne, ikke kun vigtigt for jer selv og skatteborgerne. Det er også meget vigtigt for IOC, udtalte John Coates, som er formand for IOC’s koordinationskomité med Tokyo, sidste år.
Da Yuriko Koike tiltrådte i 2016, var de forventede udgifter ellers officielt steget til 25 milliarder dollar (godt 150 milliarder kroner). Fire gange så stort et beløb som det, Tokyo oprindeligt præsenterede IOC for, da byen i 2013 under stor festivitas blev valgt som værtsby for 2020-legene.
De første genbrugs-lege
Helt fra begyndelsen har det faktisk været meningen, at 2020-legene skulle blive de første egentlige ‘genbrugs-lege’, hvor man i højere grad ville benytte eksisterende sportsfaciliteter end bygge nyt.
Det berømte olympiske svømmestadion midt i Tokyo, bygget af arkitekten Kenzo Tange, der med sit svungne tag siden har været et slags vartegn for Tokyo, skal genbruges som håndboldhal. De olympiske boksekampen skal foregå i Japans nationale sumo-stadion, og judo-kampene i den traditionsrige Budokan-hal. I alt benyttes 23 eksisterende sportsanlæg.
Men ikke desto mindre er i alt otte nye sportsanlæg ved at blive bygget i anledning af legene.
Det eneste af disse, som allerede er færdigt og officielt indviet, er det såkaldte Musashino Forest Plaza, hvor der skal dystes i badminton og fægtning.
Det ligger ret langt væk fra centrum af byen og er i sig selv et udtryk for, at man af sparehensyn er gået på kompromis med de oprindelige hensigter om, at 2020-legene skulle være kompakte i den forstand, at alle konkurrencer skulle finde sted tæt ved byens centrum og tæt ved den olympiske landsby, hvor sportsfolkene skal bo under legene.
– Vi gør virkelige fremskridt i vores forberedelser, sagde Yuriko Koike ved åbningen af Musashino Forest Plaza i november sidste år.
– Vi har passeret det punkt, hvor der kun er tusind dage tilbage. Jeg ønsker, at vi bygger videre på dette momentum og fortsætter det hårde arbejde.
Konsekvenser for naturen
Den tidligere nævnte Sea Forest Waterway for kano-, kajak- og ro-konkurrencer, ligger ligesom Olympic Aquatics Center, det dyreste af anlæggene uden for det egentlige olympiske stadion, hvor nogle meget høje søjler, som skal bære hele bygningen, allerede er bygget, og hvor der skal foregå svømning, udspring og synkronsvømning, samt den såkaldte Ariake Arena, hvor der skal foregå volleyball-kampe (og kørestolsbasket under de efterfølgende paralympiske lege), ved Tokyo-bugten eller på den nye inddæmmede del af byen på øen Odaiba.
Både Sea Forest Waterway og Ariake Arena var lige ved helt at blive sparet væk i Yuriko Koikes første måneder på posten, og da byggerierne endelig kom i gang, var det med store besparelser. Det, at man kom så sent i gang, forklarer også en del af de aktuelle forsinkelser.
En særlig bane for kano-slalom er ved at blive anlagt dybere i Tokyo-bugten. Her har miljøbevægelser i planlægningsfasen udtrykt stor bekymring for anlæggets konsekvenser for områdets natur og fugleliv, men efter nogle revisioner og omflytninger har projektet fået lov til at fortsætte uden den store polemik.
Endvidere er der jo det nye nationalstadion, som samtidig skal fungere som det samlende olympiske stadion, hvor åbnings- og afslutningsceremonierne skal finde sted, og hvor maratonløbet skal afsluttes. Det rejser sig i disse måneder midt i storbyen på samme sted, hvor det gamle nationale stadion lå, og det er en historie for sig.
Den store cykelhjelm
Det oprindeligt vedtagne design af den nu afdøde britisk-irakiske arkitekt Zaha Hadid blev efter stor debat vraget, da den japanske regering i sommeren 2015 gik ind i sagen og underkendte de olympiske arrangørers valg.
Projektet var indtil da kendt som ‘den store cykelhjelm’ og ville være blevet en meget dominerende struktur i det centrale Tokyo. Det blev bittert kritiseret af en række japanske og udenlandske arkitekter for at være alt for modernistisk og ujapansk, men det udslagsgivende for regeringens indblanding var, at udgifterne var gået helt amok.
Hadids tegnestue hævdede ganske vist, at disse galopperende udgifter ikke skyldtes hendes design, men derimod den særlige japanske udbudsprocedure, hvor konkurrencen mere eller mindre sættes ud af spil, så alle entreprenører får deres del af kagen. Men ikke desto mindre valgte man i stedet et billigere, enklere og langt mere japansk design med en markant træfacade af ceder og lærketræ, tegnet af den japanske arkitekt Kengo Kuma.
Derved kom man også her meget sent i gang med byggeriet. Der har siden da i hvert fald i nogle faser af arbejdet været panik, grænsende til desperation, med hensyn til at nå at få det store anlæg, der skal kunne rumme 68.000 tilskuere, bygget færdigt i tide.
Mangel på arbejdskraft
Der arbejder hver dag 1300 bygningsarbejdere på byggepladsen, og det vil, om alt går vel, stige til op imod 3000, når den 19.000 ton tunge tagkonstruktion i 108 separate dele på hver 180 ton skal installeres fra og med maj måned næste år.
Man har været på jagt i hele Japan efter bygningsarbejdere, der er villige til at flytte til Tokyo, og det har været op ad bakke.
– Konkurrencen mellem byggefirmaerne er hård ? Selv de firmaer, som ønsker at gennemføre arbejdsmarkedsreformer som for eksempel to garanterede fridage om ugen, kan ikke gøre det. Derfor tiltrækker byggeindustrien ikke unge mennesker, udtaler Hitoshi Takahashi, der er næstformand for en sammenslutning af nedrivningsfirmaer i Tokyo, til avisen Mainichi Shimbun.
Af samme årsag arbejder allerede et stort antal udlændinge på byggepladsen ved det nationale stadion, selv om Japan officielt først er ved at vedtage ny lovgivning, som vil gøre deres tilstedeværelse lovlig.
Ikke desto mindre skal der knokles for at holde nogenlunde trit med planerne, og det skabte store overskrifter, da en 23-årig bygningsarbejder sidste år i april begik selvmord efter at have haft 200 overarbejdstimer i løbet af kun en måned. Hans forældre forsøger nu at få hans død juridisk anerkendt som ‘karoshi’ (død ved overarbejde).
45 private skyskrabere
Ud over selve sportsanlæggene skrider anlægget af de mange luksuslejligheder i den olympiske landsby, der skal ligge på et areal i Harumi-bydelen, hvor der tidligere lå en stor udstillingshal, planmæssigt frem, men det omliggende vejnet er derimod alvorligt forsinket. Flytningen af Tokyos sagnomspundne fiskemarked ved Tsukiji-kajen ved Sumida-floden er af Yuriko Koike blevet udsat i et par år efter en skandale om forurenet jord på grunden for det nye fiskemarked, og det har til de olympiske arrangørers store frustration udskudt vejbyggeriet.
Hitoshi Takahashi, har over for Mainichi Shimbun, givet udtryk for stor bekymring for, om det vil lykkes at anlægge Tokyos såkaldte ‘anden ringvej’, der efter planen skal forbinde den olympiske landsby og sportsanlæggene med det centrale Tokyo, i tide inden den vedtagne frist i marts 2020.
– Tidsplanen for vejbyggeriet ser meget barsk ud, siger han.
Endelig er der en lang række private byggeprojekter i gang i Tokyo i disse år og måneder, hvor anledningen er det store rykind af udenlandske sportsfolk, tilskuere og turister, som ventes i 2020.
Kranerne hæver sig over Tokyo-horisonten, og ifølge nyhedsbureauet Bloomberg er ikke færre end 45 skyskrabere i gang med at blive bygget af private bygherrer.
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';