NREP bringer finsk succeskoncept til København

Et nyt koncept, der forener lejeboliger og hotelverdenen, skal nu tilbyde en mere fleksibel boligløsning i den danske hovedstad.
Noli Residences. Foto: NREP.
Noli Residences. Foto: NREP.

Det københavnske boligmarked er under konstant udvikling, og nu skal det helt nye lejeboligkoncept Noli Studios, der forener to traditionelle discipliner, introduceres i den danske hovedstad.

Læs også: 80 meter højt betonskelet står færdigt i Carlsberg Byen

En hybridløsning, der parrer lejeboliger med den velkendte fleksibilitet fra hotelverdenen.

Konceptet har allerede bevist sit værd i Finland, og nu vil NREP altså bringe de små, moderne “flyt-ind-når-du-vil”-lejligheder til Ørestad.

– Vi er meget glade for at kunne videreføre Noli-konceptet i Danmark. Vores erfaringer fra Finland viser, at der hurtigt opstår et særligt naboskab blandt beboerne, der ofte er samme sted i livet – og vi har endda haft lejere, der er vendt tilbage efter at have boet andre steder, fordi de savnede fællesskabet, siger Andreas Proschowsky, head of strategy hos Noli Residences, der er en del af NREP.

Skræddersyet ophold

Konceptet tilbyder både mulighed for at flytte ind i en møbleret eller umøbleret lejlighed. På samme måde kan opholdet også skræddersyes, hvorfor det er muligt at bo der i enkelte døgn, måneder eller over en længere periode.

Noli Residences boliger matcher prisniveauet på det øvrige lejeboligmarked i København og vil primært henvende sig til unge, nyuddannede singler eller par, der har brug for en mere fleksibel løsning.

Prisen vil desuden falde, des længere opholdet er.

Det fleksible lejeboligkoncept Noli Studios har haft succes i Finland. Foto: NREP.
Det fleksible lejeboligkoncept Noli Studios har haft succes i Finland. Foto: NREP.

Foruden lejligheden vil der være adgang til en række fællesarealer som mødelokaler, selvbetjeningscafé, fælles køkken og tagterrasse. For lejerne er det derudover muligt at leje cykler og tilkøbe rengøring eller egen parkeringsplads.

Lejlighederne, der spænder fra 39-58 kvadratmeter, bliver en integreret del af UN17 Village. Derfor vil der også være seks boliger i stueetagen, som beboerne i UN17 Village kan leje til deres besøgende.

Læs også: Følg og bliv inspireret af byggeriet, der favner alle FN’s verdensmål

De første beboere bydes allerede velkommen i det nye koncept 1. april 2024.

Relateret indhold