MTH styrker projekter og OPP

Som et led i virksomhedens strategi om at komme tættere på kunder og investorer, øger MT Højgaard sit fokus på projektudvikling og OPP.
Denne 17.000 kvadratmeter store kontorejendom i Søborg skal MT Højgaard selv opføre og bliver også selv lejer af. Investor på ejendommen er PensionDanmark. Illustration: MTH.
Denne 17.000 kvadratmeter store kontorejendom i Søborg skal MT Højgaard selv opføre og bliver også selv lejer af. Investor på ejendommen er PensionDanmark. Illustration: MTH.

Flere medarbejdere og større strategisk fokus skal øge aktiviteterne inden for projektudvikling i MT Højgaard, blandt andet gennem ansættelsen af tre nye medarbejdere – og flere nye ansigter på vej.

– I takt med en større optimisme blandt ejendomsinvestorerne kan vi mærke, at efterspørgslen på velbeliggende projekter og på vores kompetencer og erfaring inden for projektudvikling er vendt tilbage. Det har blandt andet ført til udvikling og salg af en ny 17.000 kvadratmeter kontorejendom i Søborg og udviklingen af et nyt bolig- og indkøbsområde i Sorgenfri, siger Erik Nielsen, divisionsdirektør i MT Højgaard.

Passer til strategi

– En del af vores strategi er at udvikle projekterne sammen med vores kunder og investorer helt fra de første streger tegnes, til projektet står færdigt. Det betyder, at vi bliver mere synlige på ejendomsmarkedet og mere opsøgende både i forhold til investorer og nye ejendomsprojekter i Storkøbenhavn, Østjylland og Trekantsområdet. Vi vil identificere nye investeringsmuligheder og skabe ekstra værdier, både for vores kunder og for MT Højgaard, siger Erik Nielsen.

Mere OPP

MT Højgaard forventer, at byggeri i Offentligt Privat Partnerskab (OPP) bliver mere udbredt i de kommende år. MT Højgaard er i forvejen landets mest erfarne OPP-entreprenør og indgik i 2012 sammen med driftsselskabet DEAS en aftale med de tre pensionskasser: PensionDanmark, PKA og Sampension, som tilsammen har øremærket fem milliarder kroner til finansiering af byggeri i OPP.

– Vores erfaring er, at både bestiller og slutbruger i vores OPP-byggerier er meget tilfredse, fordi OPP-modellen giver økonomisk tryghed og indeholder incitamenter til, at alle parter leverer et produkt i høj kvalitet, som betaler sig tilbage på den lange bane, siger Erik Nielsen.

Tre nye ansigter

De tre nye medarbejdere i projektudviklingsafdelingen er projektudviklingschef Joan Clausen med OPP som ansvarsområde, Simon Issing Nielsen, projektudviklingschef med udgangspunkt i MT Højgaards kontor i Aarhus, og Christina Jørgensen, projektudviklingsdirektør med primært fokus på boligprojekter.

Relateret indhold