Katastrofelamperne kan slukkes og gemmes af vejen hos Kalmar-huse, hvis fremtidige eksistens indtil forleden hang i en tynd tråd. Tirsdag 21. januar trådte en investorkreds på seks mand til og smed fire millioner kroner i kassen.
De nye investorer har af Kalmargården A/S, som stod bag Kalmar-huse, købt de fleste aktiver. Det gælder eksempelvis udstillingshuse, rettigheder, driftsmidler, varelager og bygningen på Hellesvej 37 i Bramming, som er hovedkontoret.
Produktion og salg af Kalmar-huse fortsætter i et andet selskab, hvor der er indskudt ny kapital, mens Kalmargården A/S stadig er under konkursbehandling af kurrator.
– I investorgruppen er vi rigtig glade for, det er lykkedes at videreføre det brand, som Kalmar-huse er, og vi er overbevist om, at Kalmar-huse også fremover har sin berettigelse som producent af fritidshuse i Danmark, udtaler bestyrelsesformanden Tommy Skov Kristensen i en pressemeddelelse.
Til Dagens Byggeri uddyber han:
– Vi gør det, fordi vi tror, at Kalmar-huse kan blive en sund forretning. Ordrerbeholdningen viser, at kunderne gerne vil have husene, men forretningen skal justeres. Vi drosler ned for antallet af huse. I 2019 byggede virksomheden 80 huse, i 2020 vil vi bygge 50. Det skyldes, at vi vil sikre kvaliteten af husene.
Stærk tro på projektet
Tommy Skov Kristensen er selv en af de seks personer i investorgruppen. Foruden ham er Kim Durhuus og Carl Werner Nielsen også kommet til som nye investorer. De slutter sig til de tre eksisterende investorer Holger Wulff, Hans Peter Terkelsen og Jan Ravn.
Med fire millioner kroner i kassen tegner fremtiden lyst for Kalmar-huse, lyder vurderingen.
– Vi regner med, at det er den sidste kapitalindsprøjtning, som virksomheden får brug for. Vi tror på, at driften af Kalmar-huse bliver god og sund, siger Tommy Skov Kristensen.
Kalmar-huse blev grundlagt i 1968 og har siden bygget mere end 11.000 fritidshuse rundt om i hele Danmark. Virksomheden har en afdeling i både øst og vest i henholdsvis Allerød og Bramming.
I forbindelse med den afblæste konkurs har investorerne også meddelt, at det er lykkedes at fastholde størstedelen af de 25 arbejdspladser der var truede.