Indtil det modsatte er bevist…

3F har tiltro til, at Cipa Denmark ApS betaler boden på 22 millioner kroner.
3F tror på, at Cipa Denmark ApS betaler boden på 22 millioner kroner. Foto: Niels Jensen.
3F tror på, at Cipa Denmark ApS betaler boden på 22 millioner kroner. Foto: Niels Jensen.

Tirsdag faldt dommen i den voldgiftssag, som 3F Bygge, Jord og Miljø havde ført på vegne af 39 medlemmer mod den italienske underentreprenør på den københavnske Metro, Cipa Denmark ApS.

Boden på 22 millioner kroner skal betales inden for 14 dage, og de penge har 3F en forventning om vil falde rettidigt.

Desværre ser vi meget ofte i den slags store sager, at virksomheden, der skal betale en bod, går konkurs. Det er klart, vi har tænkt tanken i denne sag om Cipa Denmark ApS, men umiddelbart er det vores opfattelse, at betalingen falder som aftalt.

Palle Bisgaard, næstformand, Byggegruppen i 3F.

– Desværre ser vi meget ofte i den slags store sager, at virksomheden, der skal betale en bod, går konkurs. Det er klart, vi har tænkt tanken i denne sag om Cipa Denmark ApS, men umiddelbart er det vores opfattelse, at betalingen falder som aftalt. Det er vores synspunkt, indtil det modsatte er bevist. Vi mener, at Cipa Denmark ApS ikke kan holde til ikke at betale, set i forhold til deres fortsatte aktiviteter på Metroen, siger Palle Bisgaard, der er næstformand i Byggegruppen i 3F.

Seriøst problem

Sagen er historisk på grund af den store bod, som kunne have været endnu større, hvis dommeren i sagen havde anerkendt det oprindelige krav på 47 millioner kroner.

Ikke desto mindre er sagen meget vigtig for 3F, og dens udfald får da også fagforbundet til at pege på et stort behov for handling.

– Det er endnu en sag i rækken af sager, som viser, at social dumping er til stede i den danske byggebranche. Det er en meget alvorlig sag, som involverer systematisk snyd, blandt andet i form af dokumentfalsk. Det illustrerer et seriøst problem i forhold til de arbejdsretslige vilkår, som vi anser som en selvfølge i Danmark, siger Palle Bisgaard og understreger:

– Vi er glade for dommen, og vi er især glade for, at det er en præcis afgørelse.

I hele sagsforløbet har der kun været tavshed fra Cipa Denmark ApS selv. Dagens Byggeri har henvendt sig til entreprenørselskabet for en kommentar til hele sagen, men de har afvist at kommentere, idet deres aftale med Copenhagen Metro Team ikke tillader det.

Relateret indhold