Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg
- ? For at gøre plads til Akuthuset på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg skal bygningerne 13, 14, 47, 48 og 49 tæt på Tuborgvej rives ned.
- ? Bygning 14 er en pavillonbygning, som kan genbruges andetsteds, og murstenene fra de øvrige bygninger renses og sælges.
- ? Nedrivningen er en del af projektet Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, der varer indtil 2025 og omfatter både nybyggeri, nedrivning og renovering af eksisterende bygninger.
- ? Projektet er finansieret med 2,95 mia. kr. af regeringens Kvalitetsfond og med 1,03 mia. kr. af Region Hovedstaden.
- ? Region Hovedstaden investerer de kommende år 15 mia. kr. i syv nye hospitalsbyggerier, heraf kommer 8 mia. kr. fra Statens Kvalitetsfond. Byggerierne skal skabe tidssvarende og funktionelle rammer for den bedste behandling med patienten i centrum.
Da nedrivningen af bygningerne 13, 14, 47, 48 og 49 på Bispebjerg Hospital blev udbudt, så nedbrydningsfirmaet P. Olesen & Sønner ikke bare nogle gamle bygninger, der skulle fjernes. Det så en mulighed for genbrug.
– Vi fik i licitationen en pris, som var under, hvad vi havde forventet, og hver en sparet krone kan jo bruges til at gøre det nye hospital og psykiatri bedre. At vi samtidig skåner miljøet ved at genbruge ressourcerne, er en yderligere bonus, siger projektleder Urd Nørgård-Nielsen fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.
De gamle mursten kan vi sælge til det dobbelte af, hvad nye mursten koster.
Peter Olesen Entrepriseleder, P. Olesen & Sønner
For entrepriseleder Peter Olesen fra P. Olesen & Sønner var det helt naturligt at overveje genbrug, da han besigtigede bygningerne, der skulle rives ned.
– Bygning 14 er jo en klassisk pavillonbygning, som fra starten er blevet samlet af otte stykker. Jeg ved af erfaring, at den slags bygninger sagtens kan bruges igen. Så jeg fandt en køber, der gerne ville overtage den, siger han og tilføjer, at murstenene i de øvrige bygninger også er penge værd.
– De gamle mursten kan vi sælge til det dobbelte af, hvad nye mursten koster. De gamle sten er mere værdifulde, fordi de passer bedre til eksisterende bygninger og derfor kan bruges til udbygninger og lignende, siger han.
Gamle bygninger får nyt liv
Bygningerne 13, 47, 48 og 49 bliver væltet relativt forsigtigt. Den store bygning 13 bliver væltet sidst, og den rives ned omkring 1. oktober. Herefter bliver murstenene sorteret og sendt til et firma i Hedehusene, der er specialiseret i at rense mursten til genbrug.
– Vi forsøger altid at genbruge mest muligt fra de bygninger, vi river ned. Vi har også genbrugsbutikker med forskellige dele fra bygninger. Desuden kan gammelt træ blive til spånplader, og jern kan smeltes om. På den måde får det hele et nyt liv, siger Peter Olesen.
Inden bygningerne blev overdraget til nedrivning var de allerede blevet finkæmmet for dele, som hospitalet selv kan genbruge. Alt fra sæbedispensere til dørlåse er skruet ned og gemt væk som reservedele til det bestående Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
Når bygningerne i slutningen af året er væk, vil terrænet blive genoprettet. Arealet må gerne bruges, men det bliver den rå jord, der ligger tilbage, da det ikke kan betale sig at så græs, inden anlæggelsen af Akuthuset går i gang i 2018.
