På søndag d. 1. september er der endnu en gang åbent hus på de kommende supersygehuse, der ligger spredt ud over hele landet. Det bliver nok en festdag, men det har ikke været en ubetinget fest at følge tilblivelsen af de store hospitalsbygninger.
De har nemlig hver især kæmpet med milliarddyre overskridelser af budgetterne, årelange forsinkelser, byggesjusk og altså også skimmelsvamp.
Region Nordjylland har tidligere oplyst, at en del af hospitalets murkroner er lavet forkert. Kapslerne på toppen af murene er lavet, så vand kan sive ind i ydermurene. Tilsvarende har kosmetiske metalbånd i murene også ledt vand ind gennem fugerne.
Har analyseret 36 nye prøver
Nu er der styr på skaderne efter den indtrængning af vand fra det utætte murværk, de har kæmpet med på Nyt Aalborg Universitetshospital.
Ny milliardregning: Supersygehus sprænger budgettet med 43 pct.
Dansk Miljørådgivning har foretaget omfattende fugt- og skimmelundersøgelser – bl.a. boreprøver i betonen – de steder, hvor vandet var trængt ind. Enkelte steder var der fundet små forekomster af skimmel.
Specialisterne har ikke fundet fugt over normalniveauerne i boreprøver fra gulvene og vurderer nu, at forekomsten kan håndteres, så den ikke får betydning for indeklimaet. Det er resultater af 36 nye prøver, der viser, at hospitalets betongulve ikke er påvirket af vandindtrængning fra facader, og at betongulvene er tørre både i dybden og ind i lokalerne.
– I de undersøgte områder er der ikke risiko for spredning af skimmelsporer fra de nederste betonlag til indeklimaet, og eftersom det er tørt, vokser skimmelen ikke, siger en af Danmarks førende eksperter i skimmelsvamp, ph.d. Niels Papsø, Senior Chefrådgiver & Head of Laboratories hos Rambøll.
Indeklimaet bliver ikke længere påvirket
Klinisk professor Henrik Nielsen, overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, har også analyseret indeklimaet. Han lægger vægt på, at sporerne fra skimmelsvampen er spærret inde bag tyk beton.
Nordjysk supersygehus overskrider budgettet med 1,37 mia. kr.
– Smittespredning med sporer fra skimmelsvampe sker gennem luften. Uden mulighed for spredning bliver indeklimaet ikke påvirket, og dermed får byggeriets forhistorie ingen betydning på dette punkt, når de planlagte udbedringer ved berørte vinduer er udført, siger professoren.
Lettet projektdirektør
Fejlene bliver nu udbedret med gode prognoser for indeklimaet, siger projektdirektør for det store byggeri, Asger Schou. Han blev hentet til hospitalet så sent som i januar i år for at bringe det nordjysk hospital sikkert i mål.
– Vi er vældigt lettede over, at vi nu kan dokumentere, at konsekvenserne af de meget ærgerlige vandskader kan håndteres. I sidste ende betyder det jo alt, for indeklimaet på et nyt hospital skal selvfølgelig være i orden for patienter, pårørende og personale, siger Asger Schou.
Med et sundt indeklima er supersygehuset nu klar til at tage imod de mange besøgende, der kommer for at se på nybyggeriet på søndag. Nyt Aalborg Universitetshospital forventes at kunne blive taget i brug i 2026.