Børn har udført livsfarligt arbejde på byggeplads: ”Det gør mig simpelthen så vred”

På en landejendom i Sønderborg Kommune er Arbejdstilsynet stødt på 14-15-årige, som var i gang med at nedrive asbestholdige eternittagplader.
Fire mennesker i sikkerhedsdragter, hansker og briller, putter en plade i en pose.
Børn der - uvidende om de helbredsmæssige farer - blev sat til at fjerne asbestplader fra en landejendom, skabte overskrifter i mange medier. Genrefoto: Getty Images

Arbejdstilsynet er ifm. tilsynsbesøg på en landejendom i Sønderborg Kommune stødt på mindreårige i alderen 14-15 år, som var i gang med at nedrive asbestholdige eternittagplader.

Beskæftigelsesministeriet oplyser, at børnene udførte arbejde for en virksomhed beliggende på Vestsjælland.

Arbejdstilsynet besøgte byggepladsen d. 18., 19., og 20. september og har afgivet 14 strakspåbud pga. unges ulovlige arbejde og arbejde med farlige stoffer og materialer uden brug af sikkerhedsforanstaltninger.

Læs også

Ny lovgivning giver travlhed hos asbestfirma: ”Der kom hurtigt run på”

Videre oplyses det, at Arbejdstilsynet ser på sagen med stor alvorlighed og har underrettet politiet, Skattestyrelsen og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Odsherred Kommune og Sønderborg Kommune.

– I den her sag overgår virkeligheden fantasien, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Læs også

Asbestregler skærpes inden ny lov træder i kraft

Hun tilføjer:

– Af det jeg kender til sagen, er det her fuldstændig grotesk på så mange parametre, at jeg dårligt ved, hvad der er værst. Jeg kan kun gentage, at asbest er livsfarligt, hvis det ikke bliver håndteret ordentligt.

– Det gør mig simpelthen så vred, at nogle voksne tilsyneladende har været fuldstændig ligeglade med de her børns liv og helbred, og jeg håber ikke, at de bliver syge af den her skødesløse omgang med et så farligt stof som asbest.

Relateret indhold