28 retsmøder og afhøring af 100 vidner har nået sin afslutning, og der er nu faldet dom i det, der betegnes som Danmarks største miljøsag. De anklagede, to bagmænd og to chauffører, stod anklaget for at have kørt byggeaffald fra nedrivninger ud på rastepladser og tilfældige grunde.
De to bagmænd har fået henholdsvis tre år og tre år og ni måneders fængsel. Den ene af de to chauffører er blevet idømt ni måneders fængsel – hvoraf otte af dem bliver gjort betinget – mens den sidste på anklagebænken slap endnu billigere, da han kun i et lille omfang deltog i ulovlighederne. Det skriver Ekstra Bladet.
De to hovedbagmænd i sagen er i øvrigt dømt for en lang række bedragerier, samt tyveri og hæleri. Bedrageriet er blandt andet gået ud over vognmænd, der leverede containere, materiel og serviceydelser, som de to mænd havde bestilt i falske navne.
Den ene af de to bagmænd vil anke sagen, mens den anden har udbedt sig betænkningstid. Chaufføren, som fik ni måneder, har accepteret dommen.