Aarhus Byråd har besluttet at sende et lokalplanforslag for den tidligere amtssygehusgrund i offentlig høring. Forslaget indeholder to af områdets bevaringsværdige, Sengebygningen og Portbygningen:
– Amtssygehuset emmer af historie og stemning, og sådan skal det også være i fremtiden, når det bliver hjem for ca. 2.500 aarhusianere, siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.
Forvandler Amtssygehus – nedlægger 400 p-pladser
– Vi gør en ekstra indsats for at bevare områdets helt særlige dna. Det er tydeligt, når man læser det omfattende lokalplanforslag, der stiller høje krav til, hvordan de eksisterende bygninger skal renoveres, så de forbliver markante og stemningsfyldte. Samtidig forholder forslaget sig til, hvordan det nye byggeri bliver en integreret del af området, så det bygger videre på historien, fortæller han videre.
Ifølge forslaget skal Sengebygningen have en nænsom modernisering, og i fremtiden bliver der ca. 150 boliger. Projektet indeholder en ny tagetage, altaner mod syd og en ny port gennem Sengebygningen, der bliver en central stiforbindelse i det nye kvarter.
Portbygningen skal på sigt rumme erhverv, og de endelige planer vil blive bestemt ifm. et salg af bygningen. Forslaget indeholder også opførelse af to nye karréer nord for Sengebygningen, og de nye karréer sender en hilsen til de bevaringsværdige hospitalsbygninger med røde teglsten og gule horisontale bånd. Karréerne er placeret, så de sammen med Sengebygningen indrammer områdets nye allé og hovedakse.
Skyskraber i træ nærmer sig toppen – trods våd vinter
Samtidig lægger forslaget op til at bevare en del af den eksisterende beplantning ud mod Tage-Hansens Gade, som har været ønsket af aarhusianerne.
Lokalplanforslaget kommer i offentlig høring i uge 43, mens Teknik og Miljø afholder borgermøde d. 26. november 2024, hvor aarhusianerne bliver præsenteret for forslaget.