Transparente altaner i Hirsthals

Hirtshals Boligforening har som del af en helhedsplan fået opgraderet 138 lejligheder med blandt andet nye altaner udført dels som åbne altaner, dels som altankarnapper med transparente glaspartier.
Der er kommet mere lys ind i de renoverede lejligheder. Pressefoto.
Der er kommet mere lys ind i de renoverede lejligheder. Pressefoto.

Hirtshals Boligforening stod over for at skulle opgradere 138 lejligheder som en del af en helhedsplan for bebyggelsen på Jernbanegade. I forbindelse med renoveringen blev øget lysindfald vægtet højt, og derfor blev lejlighedernes nye altaner opført med store ublændede, transparente glaspartier.

– Typisk gør man det i denne type renoveringer, at de mindre lejligheder slås sammen, så man øger arealet af dem, der bliver tilbage, og desuden bliver lejlighederne lukket mere op, så lysindfaldet øges. I det her tilfælde rev vi også endeblokkene ned og fik etableret altankarnapper med glaspartier på den ene side af blokkene samt åbne altaner på den anden. Alt sammen medvirkede til at skabe en mere åben, moderne og imødekommende bebyggelse, forklarer Nils Bundgaard fra Arkitektfirmaet Bundgaard ApS, som var arkitektrådgiver på renoveringssagen, der strakte sig fra 2013 til slutningen af 2015, hvor de sidste altaner blev monteret.

Tæt samarbejde

– Vi valgte altaner med meget slanke profiler for at understrege det transparente udseende og sikre, at altanerne ikke fremstår dominerende på facaderne, selv om de faktisk er temmelig store. På den måde får beboerne en masse ekstra kvadratmeter at udfolde sig på, samtidig med at bebyggelsen fremstår meget mere åben, lys og indbydende end før, fortæller han videre.

Altanløsningen kom i stand gennem et tæt samarbejde fra starten af projektet mellem altanleverandøren Windoor A/S, Arkitektfirmaet Bundgaard og det rådgivende ingeniørfirma Brix & Kamp A/S. Dialogen omfattede blandt andet de tekniske detaljer omkring altanernes bærende stålkonstruktioner samt etablering af skjult fastgørelse af de åbne altaner for at bevare det transparente udtryk.

24 altaner om dagen

Derudover fremhæves det, at Windoors industrialiserede produktionsproces sikrede, at selve montagen af de præfabrikerede altaner forløb hurtigt og effektivt.

– Bebyggelsen er relativt uhomogen med industri og kontor på den ene side, så det er ikke ukompliceret at etablere en effektiv arbejdsgang. Især ikke når der arbejdes med flere forskellige altantyper på samme bygning. Vi fik dog sammen med de øvrige parter planlagt forløbet så godt, at vi kunne montere 24 altaner om dagen med kran, fortæller senior projektleder Leif Lehrmann fra Windoor om projektet.

Relateret indhold