Restaurering hitter hos nye arkitekter

Linjen 'Renovering' er den absolut mest populære på Arkitektskolen i København.
Nye arkitekter er vilde med renovering. Foto: Colourbox.
Nye arkitekter er vilde med renovering. Foto: Colourbox.

Hvorfor bygge nyt, hvis man kan få lov til at renovere gamle bygningsværker med masser af historie? Sådan fristes man til at tro, at de unge arkitekter tænker, når de vælger fag på arkitektskolen. I hvert fald er linjen ‘Renovering’ blevet den mest populære linje på Arkitektskolen i København. Det skriver Politiken.

Linjen, der hører under afdelingen for kulturarv, restaurering og transformation, var for bare fem år siden ikke nogen populær linje, men ifølge lederen af uddannelsen, Christoffer Harlang, går over en tredjedel af de kandidatstuderende nu på linjen, mens de resterende fordeler sig på skolens 11 øvrige afdelinger.

Christoffer Harlang fortæller, at linjen tidligere havde svært ved at tiltrække kandidater, fordi linjen havde ry for ikke at tiltrække kreative og ambitiøse studerende. Denne fordom er i dag gjort til skamme, og Christoffer Harlang påpeger, at det til dels kan hænge sammen med, at de studerende lytter til markedet, hvor over 70 procent af alle byggeopgaver i dag ligger inden for transformation af bygninger – altså ændringer af eksisterende bygninger til nye funktioner.

Relateret indhold