– God arkitektur handler om at skabe steder, hvor mennesker trives, mødes og har lyst til at bo og leve.
Sådan lyder det fra Claus Berggren, der formand for Erhvervs- og planudvalget, efter byrådet i Randers Kommune har vedtaget en ny arkitekturpolitik.
– Med den nye arkitekturpolitik tager vi ansvar for, at arkitektur bidrager til at udvikle vores byer og lokalsamfund på en måde, der respekterer stedernes særlige historie og identitet. Samtidig styrker vi bæredygtige løsninger, uddyber han.
Landskabsarkitekt skal forny 5.000 m2 i Roskildes bymidte
Arkitekturpolitikken skal bl.a. sikre en god dialog om byggeri og byudvikling og indeholder 12 såkaldte opmærksomhedspunkter, som man fremover skal forholde sig til ifm. nye projekter, bl.a.;
Hvordan passer byggeriet ind i landskabet? Er det med til at skabe nye fælles opholdsrum? Og hvordan kan byggeriets samlede CO2-aftryk minimeres?
– Arkitektur er jo noget, som vi alle har en mening om, men som det samtidig kan være utroligt svært at sætte ord på og forstå. Derfor er jeg glad for, at vi med politikken nu får et fælles sprog og et bedre udgangspunkt for at skabe en god dialog, så de rigtige beslutninger træffes, siger Claus Berggren.
Vandkunsten vinder: Giver helt konkrete værktøjer til ny fingerplan
I arkitekturpolitikken bliver der samtidig sat ord på nogle af de særlige karaktertræk og kvaliteter, som kendetegner de forskellige områder i Randers Kommune – fra skovene og søerne mod vest til byerne langs Randers Fjord:
– Vi har jo en kommune med mange fantastiske områder med hver deres identitet, historie, bebyggelsestype og karakter. Uanset om det gælder midtbyen, de grønne ådale eller den lille landsby ved fjorden, skal politikken bidrage til, at nye projekter tager hensyn til og styrker stedernes unikke særpræg, siger Claus Berggren.