Hæder til Gellerupbyggeri

Aarhus Kommunes nye kontorhus i Gellerup i den vestlige del af Aarhus er netop blevet kåret som Årets Byggeri 2019 i kategorien Erhverv.
Blixens kåret som Årets Erhvervsbyggeri 2019. Arkitema Architects/Niels Nygaard.
Blixens kåret som Årets Erhvervsbyggeri 2019. Arkitema Architects/Niels Nygaard.

I 2015 udskrev Aarhus Kommune en OPS konkurrence som blev vundet af et team med Arkitema, A. Enggaard, Caverion, Niras og Hauxner. Helt fra start ønskede opgavegiveren et hus, der kunne åbne kommunen op over for nye som gamle beboerne i Gellerup med inklusion som et hovedtema.

Derfor blev Blixens et offentligt tilgængeligt byggeri med et stort overdækket byrum, hvor de administrative kontorarealer fletter sig sammen med offentlige funktioner. Dermed er det nye hus allerede blevet et ikon både gennem arkitekturen og som symbol på den sociale bæredygtighed som projektet er fyrtårn for.

Bygningen slår tonen an for et revitaliseret Gellerup, og rundt om bygningen er en stor transformation af bydelen med restaureringer, nye boliger, uddannelsesinstitutioner og erhverv godt i gang.

Blixens er blevet meget mere end blot kontorer til kommunens ansatte. De 23.000 kvadratmeter indeholder, ud over ca. 950 kommunale arbejdspladser, også en politistation, hyggekroge, et iværksættermiljø, udlejningslokaler, café, restaurant, auditorium, værksteder og kafferisteri. Dermed bliver hele bygningen imødekommende over for gæsterne og den omkringliggende bydel, og den står i dag som en destination og et oplevelsesrigt sted at komme.

– Vi er meget stolte og glade af, at Blixens er blevet kåret som Årets Byggeri i 2019. Byggeriet er helt unikt og vi vidste fra start, at denne bygning skulle stå som noget helt særligt. Historien i området og kommunens ambition om at skabe et åbent og inviterende vartegn for Aarhus og Gellerup har fra starten været et pejlemærke for os alle. Nu er vi glade for at se et hus der til fulde folder sig ud og indfrier alle de tanker og ambitioner vi har haft. Jeg er sikker på, at det i de næste mange år vil være en af de bygninger som alle århusianere ved hvad er, fortæller Glenn Elmbæk, Partner i Arkitema Architects.

I forbindelse med Blixens er der tilknyttet et parkeringshus på over 12.000 m2, der også er designet af Arkitema Architects.

Prisen som Årets Byggeri har været uddelt siden 1997 og dommerkomitéen er sammensat af topchefer fra byggebranchens vigtigste organisationer og institutioner, heriblandt Danske Ark, Dansk Industri, Bygningsstyrelsen og Dansk Byggeri.

Relateret indhold