GPP Arkitekter har i samarbejde med Dansk Halbyggeri og VITA Ingeniører vundet projektet omkring ‘Samværket’, der er et nyt kirke- og kulturcenter i Kolding.
Projektet skal opføres sammen med en eksisterende højskolebygning, der er beliggende i et attraktivt parkområde. Centret indrettes med kirke/kultur-sal med plads til 750 personer, café- og foyerområde samt møde- og aktivitetslokaler. Foyeren som er centrets ankomstrum, fungerer som bindeled mellem den eksisterende højskolebygning og det nye byggeri.
“Intentionen er at skabe et unikt hjemsted for Kirkeibyens aktiviteter – et sted med ‘Rum til liv’ og plads til alle. Centret bliver den fysiske ramme for både sociale, kulturelle og kirkelige aktiviteter, der bidrager til oplevelser, erfaringer og fællesskaber. Salen designes og indrettes så den kan danne ramme for en bred vifte af aktiviteter lige fra foredrag til rockkoncerter”, skriver GPP på virksomhedens hjemmeside.